Andelskassen henter ejendomsmægler til nyt rådgivningscenter i Horsens

Ejendomsmægler Catrine Bruun er startet som finanstrainee i Andelskassens nye rådgivningscenter på Havnen 3 i Horsens.

Cathrine Bruuns karriere tog den 1. april en ny retning. Her startede hun som finanstrainee i Andelskassens nye rådgivningscenter i Horsens.

Det skriver Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – i en pressemeddelelse.

Cathrine Bruun er uddannet ejendomsmægler og kommer til Andelskassen med erfaring som både mægler, sagsbehandler, vurderingskonsulent og køberrådgiver.

I en by som Horsens med høj befolkningstilvækst og en positiv udvikling på ejerboligmarkedet, forventes det, at boligrådgivning vil blive et omdrejningspunkt i relationen til mange af Andelskassens privatkunder.

Her kommer Cathrine med en stor viden, indsigt og erfaring, lyder det i meddelelsen.

– Jeg har fra min tid i blandt andet mæglerbranchen arbejdet sammen Malene Marnow Glyngø, der er centerdirektør i Andelskassen i Horsens. Og da jeg er kommet til et sted i livet, hvor jeg gerne vil prøve kræfter med noget andet og hørte, at Andelskassen åbner i byen, rakte jeg ud til Malene, siger hun.

Andelskassens nye rådgivningscenter ligger på 1. sal på Havnen 3, og banken er dermed ny lejer hos M+ Ejendomme.