AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

For femte gang har det det internationale magasin Monocle kåret København som ”Most livable city”. Ren luft, gode cykelstier og nye restauranter hver uge er blandt årsagerne til, at København ifølge livsstilsmagasinet er verdens bedste by at bo og leve i.

– Vores kollektive trafik, den stærke cykelkultur, kulturliv, erhvervsliv, klimafokus og vores gastronomiscene. Jeg kunne blive ved. Der er så mange grunde til, at mange af os har det sådan, at vi ikke kan drømme om at bo et andet sted end i København, siger overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S), i en pressemeddelelse.

Udover København, ligger Zürich og Lissabon i top tre, mens Stockholm ligger nummer fem, og Oslo må nøjes med en plads som nummer 23.

Førstepladsen til København sker under overskriften ”the best and getting better”.

– Vi skal nyde nuet, anerkendelsen og alt det gode, som fremgangen har medført i vores dagligdag. Men vi skal samtidig se frem og udvikle vores by. Så København aldrig står stille. For mig er det et mål at gøre Københavns udvikling til et fælles anliggende for alle københavnere, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ifølge pressemeddelelsen fra Københavns Kommune fremhæver Monocle Københavns håndtering af coronakrisen, byens levende kulturliv og en økonomi i markant vækst.

Derudover høster København roser for byens sikkerhed, gode offentlige transport og velfungerende velfærdssystem.

Og som noget nyt har Monocle i år også fokus på byernes klimaindsatser og fremhæver Københavns ambitiøse mål om at være en CO2-neutral hovedstad.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling