Kommune annullerer udbud på ny svømmehal til 120 millioner

De indkomne bud på sagen lever ikke op til de udbudte betingelser. Kommunen har igen annullere udbuddet på byggeri af en ny svømmehal.

Aabenraa Kommune annullerer udbuddet på ny svømmehal. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Jeg har bedt om, at der snarest bliver igangsat en proces for en ny beslutning om, hvordan vi hurtigst muligt får genoptaget projektet med etableringen af en ny svømmehal i Aabenraa, udtaler borgmester Jan Riber Jakobsen (K).

– Jeg håber, at vi allerede i denne måned kan se frem mod en ny procesplan, så forsinkelsen af etableringen bliver så minimal som muligt, og så vi samtidig kan bruge vores nye viden til at tilpasse udbuddet.

Der har siden budgetforliget 2023 været afsat 120 millioner kroner til etableringen af en ny svømmehal i Aabenraa.

Økonomiudvalget besluttede i 2023, at projektet skulle udbydes i totalentreprise i omvendt licitation.

I april 2024 blev der valgt fire tilbudsgivere efter en prækvalifikation og i august blev tilbuddene med projektforslag afleveret. Tilbuddene blev derefter bedømt på to bedømmelsesmøder, der blev afholdt i august og oktober 2024.

På andet bedømmelsesmøde den 23. oktober 2024 blev det konkluderet, at der ikke kunne udpeges et vinderprojekt på baggrund af de indkomne tilbud til bedømmelse, fordi de indkomne tilbud på forskellig vis ikke overholdt de betingelser, der lå til grund i udbuddet.

Overordnet har det været et problem for de bydende at kunne opfylde de forskellige kriterier, herunder den økonomiske ramme i den omvendte budform.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling