Lidl vil have 200 butikker i Danmark

Aktuelt har Lidl 139 butikker i Danmark, men den tyske discountkæde er klar til at ekspandere. Der skal åbnes 60 nye butikker inden for få år.

Lidl vil inden for få år åbne flere end 60 nye butikker rundt om i Danmark. Det skriver Finans. Den tyske discountkæde overtog for nylig fire byggeprojekter og fire butikker i Søndersø, Hjørring, Silkeborg og Aarhus fra Aldi, som lukker helt ned i Danmark.

– De indgår i vores strategi om, at vi skal ekspandere for at nå ud til flere danskere. Men trods de store forandringer i markedet, holder vi fast i vores egen strategi. I den har vi lavet en minutiøs opdeling af Danmark med steder, der har plads til os. Vi åbner kun nye butikker, som vi er sikre på kan klare sig økonomisk, siger Jens Stratmann, administrerende direktør i Lidl Danmark, til Finans.

Lidl åbnede i 2005 den første butik i Danmark, og har nu 139 butikker rundt omkring i landet.

Lidl Danmark er del af den tyskejede, internationale dagligvarekoncern Schwarz Group med mere end 12.000 butikker i 31 lande. Kæden har 12.000 butikker og talrige logistikcentre i hele Europa.

I Danmark er Lidl i gang med at bygge nyt hovedkontor i Aarhus, og discountkæden står aktuelt bag et projekt med både et supermarked og et botilbud til borgere med handicap ved Elna Munchs Plads i Vanløse.