Med en kontraktsum på 212 millioner kroner skal NCC med Sweco som totalrådgiver stå for renovering og ombygning af boligerne i Græse Bakkeby i Frederikssund for Domea og Boligselskabet Vores Bolig.
Det skriver entreprenørvirksomheden i en pressemeddelelse.
Renoveringen gennemføres på baggrund af en helhedsplan, der har været undervejs i omkring ti år, og som blev vedtaget at beboerne et par år tilbage.
Bebyggelsen er opført i 1882-85 i Frederikssund på adresserne Bybakken 1-176, Byhøjen 2-104 og Dalskrænten 1-224. Den består af rækkehuse i gule facadesten med røde tage. Bygningernes etager varierer fra en til tre, og der er boliger i forskudte plan i to eller tre niveauer, lejemål i ét og to etager.
– Der er tale om en omfattende renovering, som skal forbedre og fremtidssikre rækkehusene i Græse Bakkeby, så de lever op til alle de krav, vi har til en moderne og attraktiv bolig. Det handler både om bedre isolering og indeklima, om øget tilgængelighed og om en større variation i bebyggelsen, udtaler organisationsbestyrelsesformand Søren Levin Bøckhaus Thormann.
Arbejdet omfatter renovering og ombygning af 402 boliger, hvoraf 61 boliger skal konverteres til tilgængelige boliger.
Den samlede bebyggelse består af 78 blokke med to-ni boliger i hver. Der er i alt 20 forskellige boligtyper, der varierer i størrelse fra omkring 28 kvadratmeter til 110 kvadratmeter brutto.
– Det er en kompleks opgave, der breder sig ud over et stort areal. Undervejs i renoveringen vil der være lejligheder, der fortsat er beboede, så vi får brug for vores erfaring med at håndtere, at vores arbejdsplads samtidig er nogle menneskers hjem, udtaler Brian Hasfeldt, der er områdedirektør i NCC’s renoveringsenhed i NCC Building Nordics.
Renoveringsprojektet omfatter blandt andet efterisolering, facaderenovering, tagarbejder, ventilationsarbejder og reetableringsarbejder for landskabet omkring boligerne.
NCC kommer til at udføre tømrer- og snedkerarbejde, skiferbeklædning, jord, kloak, beton, skæring af beton og huller, el-arbejder samt byggepladsarbejder i egenproduktion.
Renoveringen af den første blok går i gang i december, og projektet forventes afsluttet i foråret 2027.