Nordhavns nye parkeringshus på Orient Plads åbner

Nordhavns nye parkeringshus på Orient Plads er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og med Sted som underrådgiver. Parkeringshuset åbner på torsdag.

Torsdag den 15. december åbner Nordhavns nye parkeringshus på hjørnet af Sundkrogsgade og Orient Kaj, skriver By & Havn i en pressemeddelelse. Dermed får den nye bydel i København plads til yderligere 430 biler fordelt på seks etager i en bygning, der er udstyret med solceller og ti ladepladser til elbiler. Det er ladeoperatøren Spirii, der driver ladeboksene.

– Dertil mærker vi en stadig større efterspørgsel på ladepladser, og derfor etableres der 37 pladser mere, så der er 150 i Nordhavn i 2026, udtaler Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By & Havn, i pressemeddelelsen.

Parkeringshuset er udformet med facader af træ og genbrugsaluminium, mens solcellerne er placeret på taget. Her er der også fundet plads til grøn bevoksning samt LED-lys, der styres af lysfølsomme bevægelsessensorer, skriver By & Havn. I stueetagen etableres der blandt andet detailhandel. Desuden er der i parkeringshuset 12 handicap-parkeringspladser og fire pladser til handicapbusser.

Parkering er tilladt med gyldig digital parkeringstilladelse fra PARKinCPH til i Nordhavn samt mod betaling via app eller betalingsautomat. I skrivende stund er der ingen oplysninger om prisen for at parkere i det nye parkeringshus, men en oversigt over By & Havns parkeringsanlæg i Nordhavn med priser kan findes her.

Nordhavns nye parkeringshus på Orient Plads åbner. Foto: By & Havn.
Nordhavns nye parkeringshus på Orient Plads åbner. Foto: By & Havn.

Parkeringshuset er installeret med såkaldte ANPR-kameraer, der identificerer og registrerer køretøjets nummerplade ved ind- og udkørsel, så parkeringen starter og slutter automatisk. Bilisterne skal derfor ikke selv skal registrere parkeringen ved ankomst i parkeringshuset.

Det 13.300 kvadratmeter store parkeringshus med et budget på knap 73 millioner kroner er opført i totalentreprise af 5E Byg, der efterhånden har udviklet en vis ekspertise i byggeri af parkeringshuse. Det er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter med underrådgiverne Sted By- og landskabsarkitekter, som i begyndelsen af året blev opkøbt af netop Vilhelm Lauritzen Arkitekter.