Norlys og Kemp & Lauritzen går sammen om at opføre ladeløsninger i hele Danmark

Sammen skal Norlys og Kemp & Lauritzen opføre helt ny og fremtidssikret ladeinfrastruktur på tværs af Danmark med udgangspunkt i ny aftale.

Kemp & Lauritzen skal etablere ladepunkter for Norlys i hele Danmark. Det skriver installationsvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Vi er utrolig stolte over at være med til at gøre grøn omstilling til virkelighed sammen med Norlys i det her samarbejde, udtaler Thomas Gjørup, direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen.

– Det passer rigtig godt til vores DNA i Kemp & Lauritzen, hvor vi har en lang historie og tradition for at være med til at udvikle Danmark.

De mange forskellige lademuligheder kommer ikke bare til at gøre en forskel i dag, men også for de kommende generationer. Et fokus, der har været en vigtig faktor for begge parter.

– I Norlys arbejder vi for at skabe et nationalt ladenetværk, der får betydning langt ud i fremtiden. For at realisere det, er det afgørende, at vi indgår partnerskaber med de rette samarbejdspartnere. Det har vi fundet i Kemp & Lauritzen, siger Ellen Trolle, direktør for Norlys’ ladestanderforretning.

Norlys og Kemp & Lauritzen har allerede taget hul på projektet, og er sammen gået i gang med at opføre lademuligheder en lang række steder i Danmark.

Om Norlys

Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern med 3.500 medarbejdere. Norlys leverer energi, ladestandere, internet og TV til flere end 1,7 millioner husstande og virksomheder, og er ejet af 800.000 andelshavere.

Ud over de kunderettede aktiviteter ejer Norlys blandt andet landets største elnet og landets største fibernet samt aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading, som handler med energi. Derudover ejer Norlys også halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.

Kort om Kemp & Lauritzen

Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer.

Virksomheden har knap 2.700 medarbejdere landet over, og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i mere end 140 år.

Kilde: Kemp & Lauritzen.