Nu er der 400 erhvervsparkeringspladser i København

Travle håndværkere har nu mulighed for at parkere på omkring 400 særlige erhvervsparkeringspladser i København. Det er også til gavn for kunderne.

Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Foto: PR.
Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Foto: PR.

De fleste bilister i København har prøvet at cirkle koncentret rundt i jagten på en parkeringsplads, og for håndværkere bruges dyrebar arbejdstid, når der skal findes en plads til kassevognen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune må nogle håndværkere må sige nej til ordrer, fordi de ved, at de ikke kan parkere i nærheden. Desuden bliver regningen for kunden dyrere, når elektrikeren skal bruge tid på at køre rundt efter en parkeringsplads.

Ved udgangen af 2020 er der etableret omkring 400 særlige erhvervsparkeringspladser i de københavnske gader, og det vækker glæde hos beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

– Håndværkere kan ikke bare tage metroen med en faldstamme eller et toilet, når de skal frem til kunderne. Her skal der en bil til, der kan holde tæt på. Derfor glæder det mig som erhvervslivets borgmester, at der nu er omkring 400 parkeringspladser reserveret til dem, udtaler Cecilia Lonning-Skovgaard i pressemeddelelsen.

Hun har i en række budgetforlig, senest ved Overførselssagen i foråret, sikret penge til oprettelsen af pladserne over hele byen, dog med flest i Indre By. Parkeringspladserne bliver brugt, og de giver håndværkere mod på at tage imod flere ordrer i København, fremgår det ifølge pressemeddelelsen i en rundspørge, hvor Håndværkerforeningen har spurgt sine medlemmer om betydningen af de nye pladser.

Næsten halvdelen, af de der svarer, siger, at de bedre parkeringsforhold gør, at de fremover vil sige ja til opgaver, som de før ville sige nej til.

Og hver fjerde svarer, at det allerede har betydet, at de har sagt ja til opgaver, som de før ville have sagt nej til.

– Det er dejligt at høre, at så mange håndværkere har taget imod de nye erhvervsparkeringspladser. Og det er især godt i en krisetid som denne, hvor vores opgave som politikere må være at fjerne så mange hindringer for vækst som mulig. Det synes jeg, vi har gjort med erhvervsparkeringspladserne, siger beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

De omkring 400 erhvervsparkeringspladser er fundet ved at omdanne næsten 200 eksisterende en-times parkeringspladser, som ikke blev brugt ordentligt, når man kun må parkere i en time.

Derudover er der etableret 174 nye erhvervsparkeringspladser i betalingsområdet og 36 udenfor betalingsområdet.

Erhvervsparkeringspladserne er afmærket, så de kun kan benyttes af køretøjer med gule plader. På nogle pladser gælder reserveringen til erhvervskøretøjerne hele døgnet, alle ugens dage. På andre pladser gælder reserveringen kun i tidsrummet fra klokken 7-17 på hverdage.

Uden for dette tidsrum må pladserne benyttes af alle.