Nu kan gammelt rådhus erstattes af over 200 boliger

Ny lokalplan giver mulighed for at erstatte tidligere rådhus med 16.300 kvadratmeter byggeri. Planen sikrer også en bevaringsværdig bygning.

Politikerne i Herlev Kommune godkendte i juni 2024 salget af det tidligere rådhus, som AG Gruppen køber for omkring 50 millioner kroner.

Nu har politikerne også godkendt en ny lokalplan for rådhusgrunden, der strækker sig over et areal på godt 15.400 kvadratmeter. Lokalplanen blev endeligt vedtaget på et møde i kommunalbestyrelsen den 13. november.

Med en bebyggelsesprocent på 106 giver lokalplanen mulighed for knap 16.300 kvadratmeter nybyggeri.

– Et byggeri, som kommer til at blive en genfortælling af dele af Herlevs arkitektoniske historie i forløbet langs Herlev Bygade med en række elementer, som bliver gentaget i byggeriet, sagde Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) på kommunalbestyrelsesmødet.

AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.
AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.

– Men samtidig også en nyfortolkning, som giver Herlev et kvarter, som kommer til at adskille sig fra de kvarterer, vi ellers har, med et byggeri med lidt mindre stræder, sagde borgmesteren videre.

I løbet af lokalplanprocessen er der både blevet afholdt workshops på biblioteket samt borgermøder og -vandringer. Det har givet anledning til en række ændringer i projektet.

– Det har været positivt. Jeg tror og håber, at borgerne, der har deltaget i disse ting, har en oplevelse af, at de faktisk har kunnet flytte på noget, sagde formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, Marianne Dithmer (EL), på kommunalbestyrelsesmødet.

AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.
AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.

Den samlede bebyggelse kommer til at bestå af rækkehuse og etagebyggeri i et-fem etager med saddeltag.

Der etableres i alt 215 boliger med en gennemsnitligt størrelse på 75 kvadratmeter. Lokalplanen stiller desuden krav om, at lejlighederne mindst skal være 40 kvadratmeter store.

Arkitekturen skal tage udgangspunkt i nærområdet, og der hentes inspiration fra Saxbo-bygningen og den tidligere Herlev Skole. Nybyggeri i området skal i henhold til købsaftalen certificeres til DGNB Guld.

Bebyggelsen vil bestå af fire delvist åbne boligkarréer med hver deres gårdrum, der indrettes med hver sit tema. Desuden skal der bygges et fælleshus.

Da AG Gruppen ikke har medvirket til udarbejdelsen af lokalplanens bestemmelser, har forvaltningen været i dialog med AG Gruppen om justeringer af lokalplanen, så den passer til AG Gruppens byggemetoder og boligkoncepter.

AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.
AG Gruppen skal bygge boliger på rådhusgrunden i Herlev.

Dialogen har blandt andet ført til en forøgelse af højden på en af bygningerne der vender mod Saxbo i den vestlige del af Rådhusgrunden fra tre til fire etager, hvilket svarer til en forøgelse af den samlede byggeret på 394 kvadratmeter.

AG Gruppen skal betale en supplerende købesum på 2.500 kroner per kvadratmeter, hvilket giver Herlev Kommune en merindtægt på 985.000 kroner.

Der lægges op til, at kommunen skal bruge de penge til en istandsættelse af den bevaringsværdige Saxbo-bygning på Vindebyvej 2.

Saxbo-bygningen fra 1937 er tegnet af arkitekt John Thorson og har tidligere været anvendt til keramikværksted, men i dag bruges bygningen til kommunale serviceformål.

– Det kunne være fint at få keramikken tilbage, sagde borgmester Thomas Gyldal Petersen på kommunalbestyrelsesmødet og understregede, at der er tale om en af de vigtigste lokalplaner i Herlev Kommune i denne valgperiode på grund af den særlige placering.

Udgangspunktet for planlægningen af det nye boligområde er et skitseprojekt, der er udarbejdet af Nrep i samarbejde med Holscher Nordberg og SLA.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling