Ny ansvarlig for bæredygtighed hos Arkitema

Med titlen Sustainability Director bliver Thomas Fænø Mondrup for bæredygtighed hos Arkitema. Han tiltrådte ved årsskiftet.

Thomas Fænø Mondrup tiltrådte ved årsskiftet som Sustainability Director i Arkitema. Den erfarne ingeniør kommer fra en lederstilling hos Green Building Council Denmark og får hos Arkitema fagansvaret for bæredygtighedsområdet, der forventes at blive endnu vigtigere i de kommende år. Det skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.

– Bæredygtighed er et stort område, og man kan ikke nødvendigvis være forrest på alle parametre. Derfor er det vigtigt, at vi ser på, hvor vi i forvejen står stærkt og hvor det er vigtigt at være stærke fremadrettet. Vi skal kigge ud i fremtiden og finde ud af, hvad der bliver vigtigt om 3-5-10 år, så vi allerede nu kan arbejde i den retning, udtaler Thomas Fænø Mondrup i meddelelsen.

For kort tid siden blev bæredygtighedsafdelingen i Arkitema en del af en ny innovationsafdeling, Arkitema Innovation, hvor tegnestuens medarbejdere inden for bæredygtighed og digitalisering samles for at sikre de bedst mulige udviklingsmuligheder for hele Arkitema. Dermed træder Thomas Fænø Mondrup ind i en relativ ny organisation, hvor han sammen med sine nye kolleger skal skabe mere bæredygtige resultater for fremtiden.

Som Sustainability Director træder Thomas Fænø Mondrup desuden ind i udviklingen af den samlede bæredygtighedsindsats for Arkitema og moderselskabet Cowi. Samarbejde og fokus vil generelt blive intensiveret i de kommende år, lyder det fra Innovation Director i Arkitema, Marianne Friis, som ser frem til at få Thomas Fænø Mondrup i arbejdstøjet.

– Jeg er meget glad for, at Thomas nu slutter sig til Arkitema. Han har et stort overblik og en høj faglighed, som han kan udfolde, når han skal lede og udvikle fremtiden sammen med alle vores dygtige kolleger indenfor bæredygtighed. Jeg er sikker på, at hans erfaring på både strategisk, taktisk og operationelt niveau bliver en succes. Jeg glæder jeg mig til at få et godt samarbejde med Thomas, og til at flytte Arkitemas innovationsafdeling til et højere niveau, udtaler Marianne Friis.

Thomas Fænø Mondrup er civilingeniør, Ph.d. med speciale i bæredygtighed og digitalisering, og kommer fra en stilling som teknisk chef og afdelingsleder i Green Building Council Denmark, Aarhus.