Ny plan skal bane vej for udvikling af de gamle Widex-bygninger i Værløse

Nu er der snart udsigt til, at de tomme bygninger på Ny Vestergårdsvej i Værløse kan udvikles. Blandt andre Novo Nordisk kan rykke ind.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Det er nu mere end 15 år siden, at Widex flyttede sin produktion af høreapparater fra Værløse til Allerød.

Siden har en del af bygningerne på Ny Vestergårdsvej stået tomme. Andre bygninger har i perioder været lejet ud til iværksættere og til den kommunale hjemmepleje. Én af bygningerne er i dag midlertidigt hjem for ukrainske flygtninge.

Furesø Kommune har i samarbejde med T&W Medical og Aart Architects fået udarbejdet en udviklingsplan for det godt 34.200 kvadratmeter store areal, hvor der skal opføres nybyggeri i tre-fire etager.

Fysisk udvikling af området kræver dog en ny lokalplan, og den er nu på vej for en mindre del af området. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.

– Vi har haft den holdning i familierne bag Widex, at vi gerne ville give noget positivt tilbage til Værløse efter, at vi måtte flytte Widex-aktiviteterne til Allerød som følge af pladsmangel, udtaler Anders Westermann, der er medejer af grunden.

– Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan komme i gang med at omdanne et noget træt erhvervsområde til en mere nyttig bydel med et friplejehjem og gode boliger for ældre, som vi ved, at der er behov for.

– Vi har lagt vægt på, at området skal være rart at færdes i og åbne sig op mod omverdenen. Endelig er jeg også glad for, at Novo Nordisk er interesseret i at overtage én af vores bygninger og dermed skabe flere arbejdspladser lokalt.

I løbet af processen er der blevet skåret en del af planerne for området. Seneste har forvaltningen foreslået at skære det samlede etageareal inden for lokalplanområdet ned fra 13.000 kvadratmeter til 11.700 kvadratmeter.

I området skal der blandt andet bygges seniorboliger samt et friplejehjem, som får omkring 60 boliger, om end antallet af boliger ikke er helt fastlagt endnu.

I alt lægges der op til, at der må bygges 6.850 kvadratmeter boliger, og lokalplanen stiller krav om, at 25 procent af boligerne skal være almene.

– Det har været noget af et puslespil, som vi i fællesskab har skullet lægge. Det er tanken, at OK-fonden skal drive det kommende friplejehjem og “Boliger for livet”, udtaler borgmester i Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen (S).

– Vi lægger vægt på et tæt samarbejde med dem om kompetenceudvikling og brug af ny velfærdsteknologi, så vi sammen udvikler vores ældrepleje. Vi har mere end 100 borgere stående på venteliste til visiterede ældreboliger, så vi er glade for også at kunne få disse boliger med i en samlet løsning.

Udkastet til lokalplan og godkendelsen af økonomien for de visiterede ældreboliger behandles i Furesø Byråds fagudvalg i denne uge, Økonomiudvalget den 18. marts og på byrådsmødet den 26. marts 2025.

Lokalplanen giver mulighed for, at Ny Vestergårds eksisterende hovedhus kan indrettes som fælleshus. Bygningen må ikke nedrives.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling