Ny udviklingsplan for Værløse Bymidte med 200 boliger

En ny udviklingsplan for Værløse Bymidte er klar. Den skitserer 24.000 kvadratmeter nybyggeri i form af boliger og et eller to parkeringshuse.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I januar 2021 besluttede Udvalget for Bolig og Byudvikling i Furesø Kommune, at der skulle udarbejdes en ny udviklingsplan for Værløse Bymidte.

Onsdag den 28. august landede et forslag til udviklingsplanen i byrådssalen, og politikerne besluttede at sende den i offentlig høring.

– Udviklingsplanen arbejder med fem strategier, der favner de mange forskellige forhold, muligheder og udfordringer, der skal sørge for, at Værløse Bymidte fortsat er et rart sted for alle at være – og gerne endnu bedre i fremtiden, udtaler Bettina Ugelvig (S), formand for Plan- og Byudvikling.

– Udviklingsplanen skal være et værktøj, så alle udviklingsprojekter, både mindre og større, bevæger sig mod samme mål: At skabe en grøn, levende og bæredygtig bymidte.

Læs også: Pensionskasse ag friplejehjem og seniorboliger i Værløse

Furesø Kommune har fået udviklet planen i samarbejde med Urban Power og Tredje Natur.

Udviklingsplanen for Værløse Bymidte er lavet som et mulighedsstudie for den fremtidige udvikling af bymidten som helhed, og den skitserer to scenarier.

I begge scenarier gives der mulighed for nybyggeri af 21.900 kvadratmeter boliger, 1.900 kvadratmeter offentlig formål samt 50 kvadratmeter erhverv.

I det ene scenarie gives der derudover mulighed for byggeri af et 4.000 kvadratmeter stort parkeringshus med plads til 300 biler, mens der i andet scenarie gives mulighed for byggeri af to parkeringshuse på sammenlagt 11.600 kvadratmeter og med plads til i alt 700 biler.

Læs også: Nu kan der pustes nyt liv i Bregnerød Kro

I det første scenarie vil der således udelukkende placeres et parkeringshus bag Meny, mens der i det andet scenarie også placeres et parkeringshus tæt ved Værløse Station.

De kommende boligerne bliver hver især mellem 80 og 120 kvadratmeter store, hvilket svarer til, at der kan bygges omkring 200 nye boliger.

Omdannelse frem for nedrivning

Ifølge Furesø Kommune er visionen, “at bymidten skal være et samlingspunkt for alle, hvor man kan handle, deltage i aktiviteter, lege, slappe af og mødes med nye og gamle bekendtskaber”.

Der skal være attraktive byrum med belysning og blomster, og grønne oaser skal gøre bymidten tryg og behagelig at være i.

Læs også: Helhedsplan for nordsjællandsk boligområde droppes efter politisk kludder

Arkitekturen skal være af høj kvalitet med diversitet og fokus på bæredygtighed for eksempel med brug af genbrugsmaterialer. Desuden lægges der op til transformation frem for nedrivning og nybyggeri, lyder det fra kommunen.

De eksisterende bygninger i Værløse Bymidte er opført i fire-syv etager. Udviklingsplanen er bygget op omkring en struktur, der består af nye randbebyggelser langs de fire veje, Fiskebækvej, Kollekollevej, Stiager og Skovgårds Allé, hvor der i dag er ”huller” i randen, som det beskrives i udviklingsplanen.

Bebyggelserne i kanten er højere end de andre nye bebyggelser. De har i overvejende grad en sammenhængende karakter, der består af etageejendomme i op til seks etager. I den resterende del af bymidten lægges der op til lavere og tættere bebyggelse.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling