Nyt friplejehjem, ny daginstitution og 150 nye boliger i Havdrup

Ny lokalplan skal gøre det muligt at bygge friplejehjem, børnehave og 150 boliger på en landbrugsejendom i Havdrup i Solrød Kommune.

I Solrød Kommune har politikerne i byrådet besluttet at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan, der skal gøre det muligt at bygge både boliger, friplejehjem og en daginstitution på en landbrugsejendom øst for Ørnesædevej.

Ejendommen ejes af anpartsselskabet Ørnesæde, og kommunens administration er blevet kontaktet af lodsejers repræsentanter og udvikler med ønske om igangsætning af et nyt plangrundlag for området.

– Planerne om et friplejehjem og flere boliger i Havdrup har været på tegnebrættet i længere tid, og idéen om en daginstitution nær ved plejehjemmet er en del af byrådets budgetaftale fra 2023, udtaler Morten Scheelsbeck (K), formand for kultur- og naturudvalget, i en pressemeddelelse.

Byrådet godkendte den i januar 2024 en helhedsplan for Havdrup By. I helhedsplanen er arealet øst for Ørnesædevej udpeget som det første areal i Havdrup, der skal byudvikles.

Det samme område blev også udpeget som det mest hensigtsmæssige til at rumme et kommende friplejehjem i Havdrup.

Borgerne skal høres og fingerplan skal overholdes

Området øst for Ørnesædevej er på lidt over 16 hektar og er i den gældende kommuneplan udlagt som et såkaldt ”perspektivareal til byudvikling”.

For at der kan etableres boliger, friplejehjem og daginstitution, skal der derfor både laves et nyt kommuneplantillæg og en ny lokalplan.

– Vi er endnu kun i den helt spæde startfase, og borgerne bliver selvfølgelig både inddraget og hørt, så byråd og borgere sammen kan sikre os, at projekterne får den rette lokale forankring, siger Morten Scheelsbeck, som også understreger, at der naturligvis også skal tages hensyn til det store og ambitiøse Solrød Bæk-klimaprojekt, som grænser op til området.

Det skal blandt andet ske ved, at der skal findes plads til at rejse skov i området.

Med udsigten til 150 nye boliger i området øst for Ørnesædevej lægges der til gengæld op til, at der ikke kan planlægges yderligere byudvikling uden for de allerede definerede områder til byudvikling frem mod 2033, med mindre Solrød Kommune på et senere tidspunkt kan dokumentere et nyt behov for byudvikling.

Statens Fingerplan sætter nemlig begrænsninger for, hvor mange boliger der må bygges uden for “byfingeren”, også kaldet det øvrige hovedstadsområde. Boligudbygning uden for byfingeren forudsætter, at kommunen har redegjort for behovet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling