I slutningen af januar får elbilsejere adgang til lynladning i Hammelev.
OK åbner nemlig den første af sine mange ladeparker til person- og varebiler. Det skriver energiselskabet i en pressemeddelelse.
Den nye ladepark består af seks 300 kilowatt-lynladere svarende til 12 ladeudtag af 150 kilowatt. Det betyder, at 12 biler kan lade på samme tid.
– For mange elbilister er det nødvendigt at lade på farten, og derfor har vi fokus på at tilbyde tidseffektive opladningsmuligheder ved trafikerede knudepunkter rundt omkring i landet, udtaler markedsdirektør Kenneth Risborg Korsgaard fra OK.
OK-lynladerne kan lade de fleste biler fuldt op på en halv time, skriver energiselskabet.