Sådan kommer ladeparken ved OK på Jyllandsgade i Ikast til at se ud. Visualisering: Nodo Arkitekter.
Sådan kommer ladeparken ved OK på Jyllandsgade i Ikast til at se ud. Visualisering: Nodo Arkitekter.

Inden udgangen af 2025 forventes 30-40 nye OK-ladeparker at stå klar til at kunne levere strøm til ladetrængende elbilister. Det skriver energiselskabet i en pressemeddelelse.

De første ladeparker kommer til at ligge ved OK på Lysbjergvej i Vojens og OK på Jyllandsgade i Ikast. På hver lokation opsættes der i alt seks lynladere med to CCS-udtag, der kan lade med en effekt op til 300 kilowatt. Det vil sige, at der er plads til, at 12 elbiler kan lade ad gangen.

Langt flere ladeparker ved trafikale knudepunkter er på vej. Det bliver ikke alene ved OK’s nuværende lokationer, at der etableres lynladere, men også ved nyanskaffede grunde.

– I OK ønsker vi at give danske elbilister nem og hurtig adgang til opladning, når de skal fra A til B, så de hverken skal bruge for meget tid på at oplade, bekymre sig for rækkevidden eller afvige for meget fra deres rute for at finde en ladestander, siger Kenneth Risborg Korsgaard, der er markedsdirektør i OK.

– I første omgang kommer vi hovedsageligt til at etablere vores ladeparker langs det danske motorvejsnet og i og omkring de større byer. Ladeparkerne bliver desuden primært etableret i sammenhæng med muligheden for at købe mad og drikke samt toiletfaciliteter. For når bilen skal lades op, har mange måske lyst til at nyde en kop kaffe, mad, snacks eller andet, mens de venter.

Brugervenlighed og konceptuel genkendelighed i fokus

Designet på de kommende ladeparker er ifølge OK ikke efterladt til tilfældighederne. Ifølge energiselskabet indrettes de på en måde, hvor de er med til “at skabe ro og overblik for kunderne”.

– I tæt samarbejde med Nodo Arkitekter har vi haft fokus på både at sikre en konceptuel genkendelighed med vores øvrige forretningsområder og samtidig skabe et udtryk, der bærer OK ind i en ny æra, rent designmæssigt. Ladeparkerne kommer til at fremstå som et letgenkendeligt, monokromt element langs de danske motorveje og skal dermed give elbilisterne et godt overblik over OK’s lademuligheder, siger Daniel Pedersen, der er produktudvikler i OK.

På nuværende tidspunkt er OK i forhandling omkring flere potentielle ladelokationer og har en målsætning om at etablere 30-40 ladeparker ved udgangen af 2025 og flere i de efterfølgende år.

Ladeparkerne skal ligeledes understøtte OK’s samlede ladenetværk, som etableres overalt i Danmark. I 2025 vil OK’s ladenetværk derfor bestå af adskillige tusinde ladepunkter fordelt på lyn-, hurtig- og normalladere, skriver energiselskabet.