Optimisme hos Skala Architecture trods underskud i 2022

Trods underskud i 2022 er der optimisme på kontorerne i Horsens og København. Ordrebogen hos Skala Architecture er nemlig fuld, og nye medarbejdere ansættes.

Skala Architecture kom ud af 2022 med et underskud før skat på 4,9 millioner kroner mod et overskud på 250.000 kroner året før. Efter skat lød underskuddet i 2022 på 3,9 millioner kroner mod et beskedent plus på 61.000 kroner året før. Bruttofortjenesten landede i 2022 på 22,5 millioner kroner mod 34 millioner kroner i 2021.

I en pressemeddelelse slår arkitektvirksomheden dog fast, at der er travlhed på kontorerne i henholdsvis Horsens og København.

Siden årsskiftet er der nemlig for alvor er kommet gang i flere af de projekter, som sidste år blev sat på hold. Derudover er en række konkurrencer vundet og strategiske samarbejdskonstellationer indgået, lyder det fra Skala Architecture.

– Vi har de seneste år fokuseret på og investeret i udvidelse og styrkelse af virksomhedens brand, forretnings- og kompetenceområder. Denne fokusering har været medvirkende til flere spændende projektmuligheder og konkurrencer. Det har også betydet, at vi oplever ret stor succes med at vinde projekter inden for vores primære områder pleje, leg og læring, udtaler kreativ leder og associeret partner Niels Bondrup Jensen.

Årsagen til den succes, som Skala Architecture oplever, skal ifølge Niels Bondrup Jensen findes i virksomhedens tilgang til arkitektur. Det handler nemlig om meget mere end blot at bestemme vinduernes placering og murstenenes farve, lyder det fra tegnestuen.

Foto: Skala Architecture.
Foto: Skala Architecture.

– Vi evner i høj grad at se mulighederne i de enkelte projekter, hvor vi prioriterer og udpeger de væsentligste parametre og omsætter komplekse programkrav og udfordrende grundforhold til arkitektur på højt fagligt niveau. Vi arbejder strategisk med, hvordan vi får mest mulig arkitektonisk værdi ud af de rammer vi har. Det er både i forhold til bygningerne men også i lige så høj grad i forhold til mellemrummet mellem bygningerne, udtaler Niels Bondrup Jensen.

Udover at have landet to store rammeaftaler med henholdsvis DAB og Boligkontoret Århus har tegnestuen i år vundet en række opgaver inden for plejecentre, daginstitutioner og skoler.

I begyndelsen af året kunne Skala Architecture glæde sig over at være blevet udråbt som vinder af konkurrencen om plejecenter Sjælsø i Birkerød, der med udvidelsen for 374 millioner kroner, bliver det største plejecenter i Danmark. Også plejecentret Margrethelund i Dronninglund er vundet i år, ligesom Skala Architecture har vundet daginstitutioner ved Nørrestrand i Horsens, Børnehuset i Skovlunde samt yderligere to daginstitutioner, der endnu ikke er offentliggjort.

Ramt af konkurser og udsatte projekter

Foto: Skala Architecture.
Foto: Skala Architecture.

Trods tegnestuens succesfulde strategiske fokus på at dygtiggøre og specialisere sig inden for plejecentre, daginstitutioner og skoler, fastslår direktør Kurt Ankjær, at 2022 økonomisk ikke blev det år, som Skala Architecture havde håbet på.

– Vi blev, som så mange andre i branchen, desværre påvirket af de velkendte udefrakommende begivenheder. Det medførte både tab både på entreprenørkonkurser samt standsning og udsættelse af flere større projekter og vundne konkurrencer. De fleste projekter er heldigvis kommet i gang igen, så resten af 2023 og første halvdel af 2024 tegner til gengæld godt, fortæller Kurt Ankjær.

Ordrebogen er med andre ord fuld, og den øgede aktivitet med vundne konkurrencer og igangsættelse af udsatte projekter, betyder at Skala Architecture er i gang med at rekruttere flere kreative hænder og skarpe hoveder. Syv nye ansigter er kommet til i løbet af 2023 og flere nye er altså på vej. I dag råder tegnestuen 46 medarbejdere fordelt mellem Horsens og København.

– At positionere sig som en af de førende arkitektvirksomheder inden for vores primære segmenter kræver, ud over unikke og værdiskabende løsninger, medarbejdere med stærke kompetencer og den rette indstilling. Skalas fornemmeste opgave bliver at fortsætte med skabe arkitektonisk værdi i alle vores projekter, at stræbe efter og insistere på at skabe løsninger, der opfylder funktionelle behov, er bæredygtigt ansvarlige, inspirerer og bidrager positivt til vores fælles omgivelser, afslutter Niels Bondrup Jensen.