Parken er til salg, og som en del af den proces er der planer om at udvide kapaciteten til 50.000 tilskuere. Foto: Kortforsyningen.
Parken er til salg, og som en del af den proces er der planer om at udvide kapaciteten til 50.000 tilskuere. Foto: Kortforsyningen.

FC Københavns og landsholdets hjemmebane kan står over for en gedigen overhaling. Der lægges op til, at Parken skal udvides, så det 30 år gamle stadion får kapacitet til 50.000 tilskuere. Det skriver mediet insidebusiness, som har fået fingrene i fortroligt materiale i forbindelse med en forestående salgsproces.

Der er budfrist 4. maj, og ejendomsselskabet NREP samt pensionskassen PensionDanmark er blandt de mulige købere, der har modtaget købsmaterialet.

Planen er at ombygge de nuværende kontortårne med et samlet udlejningsareal på 23.700 kvadratmeter til tilskuerpladser. Desuden skal der etableres parkeringskælder, hvor Østerbro Skøjtehal lå, indtil den i 2008 blev revet ned for at gøre plads til en ny multiarena, som dog aldrig blev bygget.

Parken Sport & Entertainment, som ejer FC København, købte i 1998 Parken af Baltica for 140 millioner kroner. I første omgang købte FC København blot stadiondelen, men få år senere blev også kontortårnene tilkøbt. Parken blev for omkring 640 millioner kroner bygget på Per Henrik Lings Allé 2, hvor det tidligere Københavns Idrætspark lå.

I sin nuværende form blev det indviet i september 1992. Det er tegnet af Arkitektfirmaet Gert Andersson, mens C.F. Møller Architects stod for kontorhusene. Ingeniørfirmaet var Claus Nielsen. Siden indvielsen er der lavet enkelte ombygninger, og Parken har aktuelt kapacitet til 38.065 siddende tilskuere.

Ved det internationale Melodi Grand Prix i 2001 blev Parken udbygget med et skydetag og opvarmningsfaciliteter, som giver plads til store indendørs arrangementer med omkring 30.000 tilskuere.

I kølvandet på EM-slutrunden, hvor der blev spillet kampe i Parken, har det danske landshold oplevet en forøget popularitet med stigende tilskuertal til holdets kampe som følge.

Også FC København er inde i en periode med stigende tilskuertal, og ser i denne sæson ud til at slå sin egen rekord for det højeste sæsongennemsnit til sine hjemmekampe. Trods coronarestriktioner i begyndelsen af sæsonen har FC København således et foreløbigt gennemsnit til sine hjemmekampe i sæsonen 2021/22 på 23.561 tilskuere. Det er en markant fremgang i forhold til sæsonen 2018/19, som var den seneste sæson helt uden coronarestiktioner. Dengang lød hjemmebanesnittet på 17.260 tilskuere.

Foruden fodboldkampe er der blandt andet blevet afholdt en lang række koncerter i Parken, som kan overdækkes. Desuden blev der sat daværende verdensrekord for antal tilskuere til en håndboldkamp, da 36.651 tilskuere i maj 2011 i Parken overværede AG Københavns DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg. Ifølge BT måtte AG København til gengæld smide tre millioner kroner for at leje Parken og omdanne den til håndboldhal for en dag.

Sammen med Københavns Kommune og DBU nedsatte Parken Sport & Entertainment i 2021 en fælles arbejdsgruppe med henblik på at se på den fremtidige udvikling af Parken og nærområdet omkring nationalstadionet med særligt fokus på området mellem Parken og Østerbro Stadion.