Partnerskab vil udbrede ubemandede butikker i danske landsbyer

Ubemandede butikker kan puste nyt liv i trængte landsbyer, lyder det fra partnerskab, der er klar med en ny løsning.

Unlimit Retail indgår i partnerskab med modulproducenten Cantona System. De vil tilbyde nøglefærdige og ubemandede butiksløsninger til danske landsbyer. Den første butik i kæden bliver i Vester Hæsinge på Fyn, som åbner til foråret.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

– Vores ambition er at hjælpe lokalsamfundene ved at tilbyde nøglefærdige butiksløsninger, der er tilpasset deres behov, og hvor borgerne ikke skal have penge op af lommen, udtaler Mads Lynge Laursen, administrerende direktør for Unlimit Retail.

En ubemandet købmandsbutik består af en 50 kvadratmeter stor butik og 12 kvadratmeter lager og varemodtagelse. Butikkerne leveres i nøglefærdige og højisolerede moduler fra Cantona System. Ifølge partnerskabet er modulerne vedligeholdelsesfrie.

Læs også: Ubemandet sundhedsbutik er åbnet i Farum

Cantona System producerer i forvejen flytbare moduler til helårsbeboelse i form af eksempelvis ungdomsboliger og boliger til bosteder og institutioner. Det stiller krav om, at bygningerne skal være flytbare og have en lav CO2-udledning samt et lavt varmeforbrug, ligesom de skal være nemme at vedligeholde.

Butikkerne kommer ifølge partnerskabet til at overholde BR18 til helårsanvendelse. De udformes eksempelvis så personer med handicap nemt kan manøvrere i butikkerne.

– For at realisere projektet kræves det blot, at borgerne stiller en egnet, klargjort grund til rådighed og yder et depositum samt et omsætningskrav, udtaler Mads Lynge Laursen.

– Det, der adskiller købmandskonceptet fra tidligere løsninger, vi har præsenteret for de mindre bysamfund, ud over at de hverken skal købe eller leje løsningen, er at vi sørger for den samlede drift.

Det selvbetjente købsmandsprojekt: Lokalt samlingspunkt

Unlimit Retail vil i partnerskab Cantona System tilbyde nøglefærdige og ubemandede butiksløsninger til danske landsbyer. Foto: PR.
Unlimit Retail vil i partnerskab Cantona System tilbyde nøglefærdige og ubemandede butiksløsninger til danske landsbyer. Foto: PR.

Det selvbetjente købsmandskoncept integrerer ifølge partnerskabet vigtige services som købmand, tobak, pakkeudlevering og apotek i en samlet løsning, som er designet til at fungere som et lokalt samlingspunkt.

Unlimit Retail, tidligere kendt som Retail 360 Box Solutions, har allerede 45 ubemandede butikker spredt ud over Danmark.

Virksomhedens mål med konceptet er at etablere en landsdækkende kæde af ubemandede, fuldt automatiserede butikker i Danmark.

Læs også: Nyt koncept: bemandede bagerforretninger

Planen omfatter lanceringen af de første 12 enheder i 2024, og kunstig intelligens (AI) skal i den forbindelse være en drivkraft.

– I løbet af 2024 lancerer vi en version af købmandsbutikken, hvor indkøbet er 100 procent styret af AI-teknologi og kassen bliver overflødig. Kunderne tjekker ind med app eller kreditkort, vælger deres varer og forlader butikken igen. I det de forlader butikken modtager de en mobilkvittering, og betalingen trækkes automatisk fra den tilmeldte betalingsmiddel, udtaler Mads Lynge Laursen.

– Vi starter op med at bygge en ”flagship-store” i nærheden af Cantona System A/S i Sæby. Butikken bliver som de øvrige nøglefærdige, unikke helårsmodul på i alt 68 kvadratmeter. Vi glæder os til at præsentere løsningen for vores forretningsforbindelser og kunder.