Pladsudfordringer ved byggeriet af Nyt Statens Naturhistoriske Museum kræver kreativitet

Det nye Statens Naturhistoriske Museum bygges i hjertet af København midt i Botanisk Have og bliver hele 30.000 kvadratmeter. Trods byggeriets størrelse er byggepladsen ikke ret stor, samtidig med at renoveringen af de eksisterende bygninger også har givet pladsmæssige udfordringer i renoveringen.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Det nye Statens Naturhistoriske Museum samler Zoologisk Museum, Geologisk Museum samt Botanisk Museum i ét museum og skal bidrage til byens identitet. Hele museet bliver 30.000 kvadratmeter, hvoraf omkring 15.000 kvadratmeter vil være placeret i eksisterende bygninger – de nye udstillingsrum i to etager er placeret under jorden. Vejdirektoratet er bygherre og Aarsleff er hovedentreprenør på projektet, som er tegnet af Lundgaard og Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds.

Pladsen på byggepladsen midt i København og renoveringen af ældre bygninger har dog givet nogle byggetekniske udfordringer, som er blevet løst i tæt samarbejde mellem Aarsleff og Peri Danmark, skriver sidstnævnte i en pressemeddelelse.

Den underjordiske udstilling i to etager opføres kunstfærdigt med krumme vægge i midten, der bidrager til det arkitektoniske udtryk samt opfordrer til fordybelse og opdagelse i museets udstillinger. Et stort byggeprojekt er til gengæld ikke ensbetydende med en tilsvarende størrelse byggeplads, særligt ikke når man bygger centralt i hovedstaden. Derfor var forskallingen af de krumme vægge en udfordring, som man dog fik vendt til noget positivt.

– Det er et stort byggeprojekt, men vi har alligevel en begrænset mængde plads herinde. Derfor lavede vi en aftale med Peri om, at de krummede Rundflex formene på egen matrikel og leverede dem klar til samling direkte på byggepladsen. Formene er leveret af flere omgange på specifikke datoer, i takt med vi skulle bruge dem. Vi var lidt nervøse for, om de ville rette sig ud under transporten, men alle radierne passede heldigvis perfekt, udtaler Kasper Brændegaard, der er projektleder hos Aarsleff.

– Det var derfor nemt at sætte formene op, som med det samme var klar til brug. Det har sparet os for et større logistisk puslespil grundet den begrænsede pladsmængde på byggepladsen, og samtidig har vi kunnet allokere vores medarbejderes arbejdskraft andre steder hen på pladsen.

De eksisterende bygninger, der skal renoveres, omfatter omtrent 15.000 kvadratmeter, hvilket cirka udgør halvdelen af pladsen i det nye museum. Renoveringen af de gamle bygninger stillede også krav til udførelsen af arbejdet på en begrænset pladsmængde.

– Da vi åbenlyst ikke kunne opsætte og anvende kraner inde i de gamle bygninger, og naturligvis ikke måtte banke hul i taget, så var det en kæmpe fordel, at vi kunne anvende Peris lette Duo-forme. Det gjorde, at vi kunne slippe for at bruge løftegrej eksempelvis ved opførelsen af de nye elevatorkerner og tunneler, lyder det fra Kasper Brændegaard.

Byggeriet har en samlet budgetramme på 1,2 milliarder kroner og finansieres af Københavns Universitet med donationer fra Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Det Obelske Familiefond. Staten bidrager også til finansieringen af det nye museum, der forventes færdigt i 2023.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling