Ændring af planloven puster nyt liv i drøm om bofællesskab i Assedrup

Planen om at omdanne en gammel gård til bofællesskabet Assedrup Bakke med 50 boliger har fået nyt liv på grund af en ændring af planloven.

Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.
Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.

Ifølge Århus Stiftstidende er planen om at omdanne en gammel gård ved Assedrup til et bofællesskab med 50 boliger samt værksteder og arbejdsfællesskaber blevet genoplivet.

I 2020 blev en lokalplan for bofællesskabet sendt i offentlig høring, men projektet lagt i graven af Erhvervsstyrelsen med en begrundelse om, at det var i strid med planloven.

Med den reviderede planlovs nye rammer for overførsel af landsbyer fra landzone til byzone har projektet dog fået en ny chance.

Og den står initiativtagerne fra Tegnestue Arken klar til at gribe.

– Vi har omkring 230 personer på en interesseliste, så der er folk, der gerne vil bo derude. Vi har nogle, der gerne vil opføre det og give noget tilbage til byen, siger medejer af Tegnestuen Arken, Levi Dørken, til Århus Stiftstidende.

Læs også: Naturen får mere plads i Odder

Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.
Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.

I den kommende kommuneplan for Odder Kommune vil Assedrup sammen med Norsminde og Boulstrup blive udpeget til bosætningsbyer, og det betyder, at der kan ske en begrænset udvikling af landsbyerne.

Dermed er vejen banet for bofællesskabet, der af arkitekterne præsenteres som en “økolandsby i en ny udgave”.

“Med Assedrup Bakke ønsker vi at skabe et bæredygtigt bosætningsprojekt med landsbylivets kvaliteter – fællesskab, natur og nærhed. Vores ambition er at den bæredygtige agenda har en afgørende plads i alle aspekter af projektet og at projektet kan blive et eksempel til efterfølgelse”, skriver tegnestuen.

Læs også: Bofællesskab i Odder kåret til Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022

Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.
Bofællesskabet Assedrup Bakke. Visualisering: Tegnestuen Arken.

I henhold til den lokalplan, som tidligere har været i høring, er det tanken, at der skal kunne bygges i to etager på det 23.400 kvadratmeter store lokalplanområde omkring den gamle gård.

Hovedbygningen på det eksisterende gårdanlæg er fra 1870, mens staldbygningen er fra 1959. Maskinhuset er fra 1974, og en aftægtsbolig er bygget i 1964.

Efter planen skal der etableres værksted i maskinhuset og et arbejdsfællesskab i det eksisterende stuehus. Herudover er det tanken, at den eksisterende staldbygning kan anvendes som forsamlingshus for hele landsbyen Assedrup.

Assedrup udmærker sig i øvrigt ved at have en letbanestation, så der er god forbindelse til Aarhus fra landsbyen.