Domi Bolig bygger otte almene boliger på Landevejen i Hundslund.
Domi Bolig bygger otte almene boliger på Landevejen i Hundslund.

I 2021 blev der indgået en betinget købsaftale mellem Odder Kommune og Domi Bolig om køb af en byggegrund på Landevejen 19 i Hundslund.

På grunden, hvor Hundslund Kro lå, indtil den efter flere år i forfald blev revet ned i 2021, vil Domi Bolig bygge otte almene familieboliger.

– I forbindelse med det forberedende arbejde til det, er der fundet nogle geologiske forhold, som gør, at hvis vi vil have dette projekt op at stå og ikke afblæse det igen, så kræves der 320.000 kroner til at kunne få disse forhold belyst, så vi kan komme videre med disse lejeboliger i Hundslund, sagde borgmester i Odder Kommune, Lone Jakobi (S), da kommunalbestyrelsen den 7. maj behandlede sagen.

Odder kommune har i henhold til købsaftalen mulighed for at træde tilbage fra aftalen på grund af de geologiske forhold på grunden.

Politikerne i kommunalbestyrelsen besluttede dog at afsætte penge til de ekstraomkostninger, der er forbundet med de geologiske udfordringer.

I alt løber projektet op i omkring 15,2 millioner kroner.

Den kommende boligbebyggelse opføres på samme sokkelaftryk som den gamle kro i et L-formet byggeri, der dels følger Landevejen og dels Guldagervej.

Bebyggelsen opføres i 2 etager med vandrette lejlighedsskel. Der opføres fire boliger i stueplan og fire boliger på 1. sal.

Fire af boligerne opføres som to-rumsboliger på 60-69 kvadratmeter, mens de øvrige fire boliger opføres som tre-rumsboliger på 73-98 kvadratmeter.

Den årlige husleje for de kommende boliger kommer til at ligge 1.187 kroner per kvadratmeter om året eksklusive forbrugsudgifter.

Med et boliggennemsnit på 75 kvadratmeter vil den månedlige husleje udgøre dermed blive gennemsnitligt komme til at ligge på 7.420 kroner om måneden.

Domi Bolig har i alt omkring 2.270 lejemål i Aarhus og Odder Kommune. Foruden de otte boliger i Hundslund har boligselskabet 160 boliger fordelt på flere projekter undervejs.

På Tunø har det almene boligselskab et projekt med otte boliger på tegnebrættet. Desuden skal Domi Bolig bygge 58 almene boliger i forbindelse med omdannelsen af tidligere industri- og kontorbygninger i Malling, og 51 boliger i forbindelse med udviklingen af et nyt boligområde i Mårslet.

Boligselskabet er desuden aktuelle med et projekt med 26 familieboliger på Dampmøllevej i Malling og et projekt med 17 familieboliger på Eskegårdsvej i Mårslet.