Plejehjem i Nakskov omdannes til hotel med 66 værelser

Plejehjemmet Møllecentret i Nakskov omdannes til Harmonien Park Hotel med 66 værelser. Bag projektet står Dan Lykkegaard.

Det gamle plejecenter Møllecentret i Nakskov får snart nyt liv som moderne hotel.

Det skriver Business Lolland-Falster.

Bag forvandlingen af ejendommen på Mølle Allé 5 står den lokale erhvervsmand og ildsjæl Dan Lykkegaard, som i forvejen ejer Hotel Harmonien i bymidten.

Renoveringen har stået på siden august, og det nye Harmonien Park Hotel forventes at åbne midt i januar 2026.

Gennem selskabet Danly Ejendomme købte Dan Lykkegaard i september 2025 ejendommen af Lolland Kommune for blot 250.000 kroner, fremgår det af tinglysningen.

Annonce

Til gengæld har han brugt 6 millioner kroner på at omdanne plejecentret til hotel med 66 nyrenoverede værelser.

– Det her skal være et moderne hotel med store, lyse værelser og moderne faciliteter, siger Dan Lykkegaard ifølge Business Lolland-Falster.

– Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at genbruge materialer og holde omkostningerne nede, men uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Ifølge Dan Lykkegaard ville projektet ikke være blevet til virkelighed uden støtte fra investeringsfonden Vextum og Lollands Bank.

Plejehjemmet lukkede i 2023, fordi bygningen ikke var tidssvarende og i øvrigt ikke levede op til de nye krav til brandsikkerhed.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling