I forbindelse med udskiftningen af de efterhånden slidte og nogle steder utætte tage på Munkekærskolen er Solrød Kommune løbet ind i et ubehageligt og dyrt bekendtskab: asbest.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Byrådet i Solrød har på byrådsmødet den 28. februar 2024 godkendt, at arbejdet med at skifte tage samt asbestsanere på Munkekærskolen bliver sat i gang.
Samtidig har byrådet besluttet at sætte lige under 4 millioner kroner af til, at en af tagfladerne kan forberedes til at være en uderum. Alt i alt har byrådet frigivet cirka 29 millioner kroner ekstra til projektet, som finansieres af kassebeholdningen. Da byrådet tidligere har frigivet 15 millioner kroner til projektet, løber udskiftningen af skolens tage op i samlet set cirka 44 millioner kroner.
Læs også: Solrød Kommune sætter grund til byggeri af 30 lejligheder til salg
– Det er lidt af en mavepuster med så stor en ekstraregning, men der er ingen vej udenom. Arbejdet skal selvfølgelig udføres af folk, der er eksperter på området, så det sker på en sikker måde for både elever, ansatte og håndværkere, og det koster en hel del ekstra penge, udtaler Regine Hovmøller (LA), der er formand for Familie- og uddannelsesudvalget.
Udskiftningen af skolens tage er en del af en udvidelse af Munkekærskolen, som indeholder en tilbygning mellem udskolingen og mellemtrinnet, der skal sikre en bedre sammenhæng mellem bygningerne.
Skolen kan foruden minimum fem nye lokaler også se frem til at få nye grupperum og fællesarealer samt flere toiletter. Alt sammen noget, som byrådet besluttede at sætte lige under 18 millioner kroner af til på byrådsmødet i januar.
Tagudskiftningen forventes udbudt i starten af marts 2024, og det er forventningen, at byggeperioden vil strække sig over ni måneder med opstart i midten af maj 2024 og frem til starten af februar 2025.