arkitekterne Eva Jarl Hansen, Lise Sehested og Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter tildeles Nykredits Fonds Arkitekturpris 2023 for deres
arkitekterne Eva Jarl Hansen, Lise Sehested og Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter tildeles Nykredits Fonds Arkitekturpris 2023 for deres "hverdagsarkitektur". Foto: Jens Markus Lindhe.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Nykredits Fonds Arkitekturpris 2023 på 500.000 kroner tildeles arkitekterne Eva Jarl Hansen, Lise Sehested og Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter. Det skriver Forenet Kredit i en pressemeddelelse.

Siden 1992 har tegnestuen gjort sig bemærket med et solidt aftryk i den arkitektur, vi møder til daglig, lyder det i meddelelsen.

Her fremhæves det, at de prisvindende arkitekter fra BBP Arkitekter blandt andet står bag Børnehuset Egedammen i Gladsaxe Kommune, EVC Multihal ved Voldparken Skole, Nyboder Skole og Multihal og fritidshjemmet Tidsmaskinen ved Lergravsparken.

– Vi har gennem alle årene gjort os umage for at skabe mest mulig arkitektonisk kvalitet for pengene – også på mindre opgaver. Vores fokus er altid, at bygningen skal give noget tilbage omgivelserne, og at der skal skabes en relation mellem det nye og konteksten, så der opstår en inspirerende ny helhed, udtaler partner og arkitekt Eva Jarl Hansen.

Ifølge meddelelsen navigerer BBP Arkitekter ofte i organisationer med “små budgetter og mange stemmer”. Alligevel formår arkitekterne samtidig “at holde fokus og udforme langtidsholdbar kvalitet og generøse rammer for de mennesker, der skal have en hverdag til at fungere”, som det lyder i meddelelsen.

Her påpeges det videre, at arkitekterne “manøvrerer sig gennem udfordringer fra personalenormeringer i institutioner til reducering af byggeriers klimabelastninger”.

Nykredits Fonds Arkitekturpriser uddeles mandag den 8. maj klokken 16.30-19 i Glaskuben på Kalvebod Brygge 1-3 i København. Der uddeles i alt fire priser.

Modtagerne af Nykredits Fonds Arkitekturpriser 2023 er:

  • Arkitekturprisen (500.000 kroner): Arkitekterne Eva Jarl Hansen, Lise Sehested og Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter
  • Motivationsprisen (250.000 kroner): Arkitekt MAA, Peter Kjær
  • Bæredygtighedsprisen (250.000 kroner): Professor, centerleder, arkitekt MAA, Anne Beim
  • Hædersprisen (50.000 kroner): Arkitekt, Karen Kjærgaard

Nykredits Fond uddeler hvert år Skandinaviens største arkitekturpris. Prisen gives til en eller flere arkitekter, som – personligt eller gennem deres værker – har gjort noget særligt for byggeriet. Nykredits Fond har uddelt prisen siden 1987. Det er bestyrelsen i Nykredits Fond, der vælger modtageren på baggrund af en indstilling fra et fagkyndigt prisudvalg.

Nykredits Fonds Arkitekturpriser er mulige, fordi foreningen bag Nykredit – Forenet Kredit – har givet tilskud til uddelingerne.

Nykredits Fonds bestyrelse:

  • Michael Demsitz (formand)
  • Preben Sunke (næstformand)
  • Benny Kirkegaard
  • Inge Sand
  • Lotte Eskesen
  • Louise Mogensen
  • Michael Kaas-Andersen

Prisudvalget:

  • Dan Cornelius, Arkitekt MAA, Partner, Medindehaver af Cornelius Vöge
  • Marianne Levinsen, Arkitekt MAA, Marianne Levinsen Landskab
  • Søren Nielsen, Arkitekt MAA, Partner Vandkunsten
  • Kathrin Susanna Gimmel, Architect, Partner JAJA Architects

Kilde: Forenet Kredit.