Vinder af arkitektkonkurrence om fremtidens spejderhytte er fundet

I samarbejde med Spejderne og FDF har Den A.P. Møllerske Støttefond afholdt en arkitektkonkurrence om fremtidens spejderhytte. Vinderne er nu fundet.

Arkitektkonkurrencen om fremtidens spejderhytte er blevet afholdt som en del af en donation på mere end 80 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Pengene skal bidrage til at forny de fysiske rammer for de mere end 100.000 børn og unge, der hver uge mødes i spejdergrupper og FDF-kredse i en af landets cirka 1.200 spejderhytter. Det skriver Det Danske Spejderkorps i en pressemeddelelse.

Arkitektfirmaet Leth & Gori har sammen med Rønnow Arkitekter og Vega landskab vundet arkitektkonkurrencen.

– Vi er rigtig glade for, at vi med dette design får en hytte som inspirerer til flere udendørs aktiviteter, da vi oplever en stor interesse for dette blandt lokale grupper og kredse. Fremtidens Spejderhytte skaber den optimale bro mellem inde og ude, og skaber et godt udgangspunkt for, at oplevelser i naturen bliver så tilgængelige som muligt for vores unge medlemmer, udtaler Kasper Madsen, der er sekretariatschef i foreningen Spejderne, om vinderforslaget.

Ifølge foreningen nytænker Leth & Goris forslag til fremtidens spejderhytte den klassiske spejderhytte i både form og funktion.

“Hytten åbner sig mod omgivelserne, trækker naturen ind og inviterer hyttens brugere til at være udenfor. Hytten, der primært er bygget af træ, er kompakt og rummer de mest nødvendige basisfunktioner for en spejderforening”, skriver foreningen.

Arkitekt Karsten Gori, partner i Leth & Gori, fortæller, at fremtidens spejderhytte er designet med henblik på at kunne tilbyde aktiviteter både inde og ude, oppe og nede. Hytten rummer overdækkede terrasser og udearealer i ly og læ for vejr og vind, og shelterpladser under den store åbne tagkonstruktion.

– Vi ser spejderhytten som en værktøjskasse med skuffer, skabe og opbevaringsrum, der kan folde sig ud og åbne op for skiftende anvendelser og fleksibel brug. Overalt på hyttens facader er der skabt underlag for ophæng, kroge og beslag, der muliggør opmagasinering af udstyr, inventar, økser, billeder, potter og pander, fund fra skoven, årer til kanoerne eller andet udstyr, fortæller arkitekt Karsten Gori, partner i Leth & Gori, om den nye hytte.

Undervejs i arkitektkonkurrencen er børn og unge samt ledere blevet inddraget i udviklingen af hyttens basisfunktioner.

Nu vil 25 lokale foreninger efter ansøgning få doneret en ny hytte af Fonden. Efterfølgende vil tegningsmaterialet blive frit tilgængeligt for alle, som ønsker at opføre Fremtidens Spejderhytte.