Rejsegilde på Steno Diabetes Center Odense. Foto: Jens Wognsen.
Rejsegilde på Steno Diabetes Center Odense. Foto: Jens Wognsen.

Steno Diabetes Center Odenses nye bygning bliver taget i brug samtidig med nyt OUH, efter at nøglerne overdrages af entreprenøren i slutningen 2023. Den 27. juni var der rejsegilde på det 600 millioner kroner dyre byggeri, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Den 20.000 kvadratmeter store bygning opføres i tilknytning til det nye OUH, kommer til at danne ramme for et af Europas største centre for forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes.

– Jeg er utrolig glad for, at Steno Diabetes Center Odense næste år kan flytte ind i helt nye lokaler, og at her vil blive produceret viden og behandling, som kan højne livskvaliteten hos personer med diabetes, så sygdommen ikke fylder mere end højst nødvendigt, udtaler regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i pressemeddelelsen.

Steno Diabetes Center Odense blev etableret den 1. januar 2018 og er støttet af en 10-årig bevilling fra Novo Nordisk Fonden.

Novo Nordisk Fonden og Region Syddanmark finansierer i fælleskab projektet med Novo Nordisk Fonden som største bidragsyder.

Centeret kommer til at bestå af cirka 12.000 kvadratmeter klinisk behandlingsområde, forskning og undervisningsfaciliteter foruden en parkeringskælder på godt 4.000 kvadratmeter. Derudover indgår der i byggeriet en forbindelsesgang mellem det somatiske sygehus i vest og psykiatrisygehuset i øst.

Byggeriet af Steno Diabetes Center Odense er lagt i hænderne på den lokale entreprenørvirksomhed 5E Byg, som i øvrigt også står for byggeriet af hovedkøkkenet og logistik- og sterilcentralen på Nyt OUH.