Semler åbner nyt bilhus i Silkeborg sammen med den lokale bilforhandler Heine Skøtt Rasmussen og bilforhandlerkæden Uggerhøj, der er medinvestorer. En ny type bilforhandler med tre ejere bag konceptet for både at have stordriftsfordele samt det lokale kendskab helt tæt på. Foto: PR.
Semler åbner nyt bilhus i Silkeborg sammen med den lokale bilforhandler Heine Skøtt Rasmussen og bilforhandlerkæden Uggerhøj, der er medinvestorer. En ny type bilforhandler med tre ejere bag konceptet for både at have stordriftsfordele samt det lokale kendskab helt tæt på. Foto: PR.

Semler åbner et nyt bilhus i Silkeborg. Normalt åbner Semler Mobility og Uggerhøj bilhuse hver for sig og altid alene, men for første gang er de gået sammen og deler ejerskabet med den lokale bilforhandler Heine Skøtt Rasmussen, der skal drive hverdagen på Lillehøjvej i Silkeborg.

Det har kun taget et år fra første spadestik, til det nye bilhus kan slå dørene op til den officielle åbning den 20. maj. Den meget hurtige proces omkring byggeriet har Uggerhøj stået for. Semler ønsker med den nye ejerkonstellation at kunne begå sig i nye områder med mindre bilhuse. Semler Mobility har eksempelvis i dag to store bilhuse i Aarhus området, hvorfor silkeborgenserne skal mødes på en anden måde.

– Vi er rigtig glade for at være til stede i Silkeborg i dag, og vi ville ikke gøre dette uden Uggerhøj med alt deres regionale kendskab og Heine som det lokale islæt. Det er viden og erfaring fra tre verdener, der mødes og samles under et tag. Det nye bilhus har den fordel, at det kan betjene de lokale kunder, og vi mangler vækst i Silkeborg og omegn, hvorfor vi nu prøver denne konstellation, siger Claus Bjerring, der er administrerende direktør i Semler Mobility.

Heine Skøtt Rasmussen med hånden på kogepladen

Heine Skøtt Rasmussen bor selv i Silkeborg, og han har boet i lokalområdet i mere end 10 år. Han kender også Semler indefra, da han de seneste seks år har været filialchef for bilhuset i Højbjerg med Skoda og VW.

– Jeg tror rigtig meget på dette projekt. Både at jeg selv som silkeborgenser er det lokale anker, der skal binde det bedste fra de to verdener, Semler og Uggerhøj, sammen. Og fordi jeg selv har hånden på kogepladen som medinvestor. Vi vil gøre alt for at give en god oplevelse, siger Heine Skøtt Rasmussen.

Heine Skøtt Rasmussen kommer til at være øverste ansvarlige og skal drive det 3.700 kvadratmeter store bilhus i Silkeborg med nye kollegaer fra nærområdet.