Byggeriet af Stubkaj i Nordhavn er sat i gang

Stubkaj i Nordhavn vil består af en 12.000 kvadratmeter stor boligkarré, der omkranser et grønt gårdrum med en egeskov i første sals højde.

Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.
Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.

By & Havn solgte i slutningen af 2017 et byggefelt på Stubkaj i Århusgadekvarteret på Nordhavn i København til Walls og Nordkranen. Nu opføres der med BGB som totalentreprenør boliger på byggefeltet med den fremtrædende placering. Det oplyser tegnestuen Werk i et nyhedsbrev.

“Vi er netop gået i jorden med vores projekt Stubkaj, som ligger på kanten af Kronløbsbassinet i Nordhavnen, København”, skriver Werk.

Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.
Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.

Ifølge tegnestuen omfatter Stubkaj i Nordhavn over 100 lejligheder, der forventes at blive udlejet møbleret med adgang til reception, café, fitness, butikker relateret til aktiviteterne omkring huset og bassinet. Boligerne bliver mellem 70 og 140 kvadratmeter store og etableres i en karré omkring grønt gårdrum i hjertet af bebyggelsen. To ”Stubbe” på taget med køkkenfaciliteter danner rammerne om nye fællesskaber på Stubkaj.

Drees & Sommer har bistået Werk på bæredygtighedsdelen samt på konstruktionerne. Projektet bliver DGNB Guld-certificeret. Udover DGNB-certificeringen, er der også et øget fokus på komfort og sociale aspekter af huset samt materialecyklusser og miljøpåvirkning.

Genbrug af materialer bidrager til en bedre cirkulær økonomi i en større skala, ligesom sundt indeklima skabes ved brug af sunde, afgasningsfrie og bæredygtige materialer som eksempelvis bambusparket i stedet for eg og silikatmaling i stedet for plastmaling, skriver Werk.

Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.
Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.

“Projektet forventes at stå færdigt i 2022, og vi glæder os naturligvis til at fortælle meget mere og invitere indenfor, når vi kommer lidt nærmere”, skriver Werk i nyhedsbrevet.

– Det er et enkelt og stærkt koncept, der vil bidrage til at styrke den aktive by ved vandet og Nordhavns bæredygtige og blå profil, udtalte kreativ direktør Thomas Kock fra Werk, da salget af byggegrunden blev offentliggjort af By & Havn i november 2017.

Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.
Stubkaj i Nordhavn. Visualisering: Werk.

Boligbyggeriet kommer til at ligge ud mod Kronløbsbassinet, som er dét havnebassin, der adskiller Århusgadekvarteret og Sundmolen.

Bygherre på det 12.000 kvadratmeter store projekt er P/S Ejendomsselskabet Stubkaj, der er stiftet af Walls og Nordkranen.