Træbaserede byggevirksomheder mangler arbejdskraft

Statikere med speciale i træ og bæredygtigt byggeri er en eftertragtet faggruppe, og flere træbaserede byggevirksomheder tørster efter arbejdskraft på området.

På trods af stor geografisk afstand – fra Sydvestjylland til Nordjylland – oplever de to træbaserede byggevirksomheder Roust Element i Årre og Scandi Byg i Løgstør den samme tendens. De har akut brug for statikere som følge af stor fremgang i præfabrikeret træbyggeri og har svært ved at rekruttere profiler, der har erfaring med netop dét fagområde.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra de to virksomheder.

Hos både Roust Element, der producerer træelementer, og modulproducenten Scandi Byg har man i hver virksomhed få statikere ansat.

– Træbranchen går kun en vej, og det er op. Flere og flere store og komplekse byggerier bliver i dag bygget i træ, og hvis træbranchen skal vækste og skalere endnu mere, end vi i forvejen oplever, er vi nødt til at have flere statikere med speciale i træ og bæredygtigt byggeri. De er dog svære at finde, da de fleste statikere efter vores erfaring er oplært i beton og stål, siger Mikkel N. Steffensen, der er administrerende direktør hos Roust Element.

Læs også: Roust Element vil byde ind på flere byggeprojekter med ny projektchef

Han bakkes op af projekteringschef hos Scandi Byg, Tue Kjærgaard Bystrup.

– På nuværende tidspunkt har vi været nødsaget til at købe statiker-kompetencerne udefra for at kunne følge med markedet, som efterspørger mere præfabrikeret træbyggeri. Vores eksterne leverandører gør et godt stykke arbejde, men for at vi kan arbejde endnu mere med udviklingen af modulerne og få en mere dynamisk produktion, vil vi rigtig gerne have statikere in house, som kender vores byggemetoder og forretning helt ind til benet, siger han.

Udvikling kræver indgående kendskab

Både Roust Element og Scandi Byg, der begge er en del af Nordic Wood Industries-koncernen, sparrer ofte med hinanden og skaber synergier på tværs af landet. De er helt enige om, at uddannelsesinstitutionerne skal blive bedre til at uddanne de studerende i alternative byggematerialer såsom træ, så branchen generelt kan udvikle sig og imødekomme fremtiden inden for trækonstruktioner.

Læs også: Scandi Byg genanvender næsten 90 procent af produktionsaffaldet

– Vi oplever, at de nyuddannede statikere ikke er helt hjemmevante i træbyggeri, når vi møder dem. Derfor kommer vi naturligt til at mangle de kandidater, som kan regne på træbyggeri frem for eksempelvis beton. Det er en skam, da byggebranchen generelt bevæger sig mere og mere mod træbyggeriet, siger Tue Kjærgaard Bystrup og fortsætter:

– Hos Scandi Byg sætter vi en ære i at udvikle træbyggeriet, og vi går gerne forrest i udviklingen. Derfor samarbejder vi også med uddannelsesinstitutioner, så de unge kan lære mere om modulbyggeri i træ. Vi har blandt andet et godt samarbejde med Aalborg Universitet og håber, at vi derigennem kan være med til at inspirere de kommende generationer.