Produktionschef hos Palsgaard Spær, Per Nielsen. Foto: PR.
Produktionschef hos Palsgaard Spær, Per Nielsen. Foto: PR.

Ifølge Danmarks Statistik dømmes de yngre aldersklasser oftest for overtrædelse af straffeloven. Mere specifikt er det de 15-24-årige, der dømmes mest for kriminalitet i Danmark. Men den tendens vil den socialøkonomiske virksomhed Human Results i Silkeborg være med til at ændre.

Virksomheden har specialiseret sig i at hjælpe udsatte unge, som af den ene eller anden grund er uden for det almene samfund, i alderen 15-30 år. Det sker blandt andet igennem initiativet Woods by Human Results, som er en værkstedsafdeling, hvor de unge arbejder med genbrugstræ, som Palsgaard Spær donerer, for at få en stabil hverdag med mening. Det oplyser spærproducenten i en pressemeddelelse.

– Vi tilbyder afklarings- og opkvalificeringsforløb til udsatte og sårbare unge, som har lange udsigter til at kunne klare et almindeligt job eller gennemføre en uddannelse. Vi arbejder med fokus på beskæftigelse, arbejdsidentitet og sociale fællesskaber, og her er træhåndværk et rigtig stærkt fag, da der kommer et konkret produkt ud af arbejdet, og fordi både hænder og hoved skal bruges for at udforme produkterne. Det har stor værdi for os, at en virksomhed som Palsgaard Spær vil være med til at støtte vores sag ved at donere materialerne, så de unge har noget at arbejde med, fortæller Carina Fisker, der er administrerende direktør og ejer af Human Results.

Hos Palsgaard Spær er man ligeledes glade for samarbejdet med Human Results, og man håber at kunne inspirere de unge til på sigt at kigge mod de håndværksmæssige fag.

– Vi er rigtig glade for at kunne støtte op om den gode sag og hjælpe de unge tilbage på ret køl, så de på sigt kan komme i uddannelse, få et job og et stabilt liv. Vi mangler generelt unge mennesker i byggebranchen, så hvis vi kan være med til at inspirere blot nogle af de unge til at søge mod håndværksfagene, er det guld værd. Vi stiller også gerne op, hvis nogle af de unge skulle få lyst til at prøve kræfter med arbejdslivet hos os, siger produktionschef hos Palsgaard Spær, Per Nielsen.

Får indblik i produktionen

Som en del af samarbejdet med Human Results sorterer Palsgaard Spær alt det træ fra, som de ikke selv bruger såsom træ i forkerte længder eller med småfejl. Men i stedet for at smide det ud eller omdanne til savsmuld, afhenter de unge fra Human Results træet, hvorefter de omdanner det til interiør, shelters, kontor- og udemøbler.

– Hos Palsgaard Spær har vi mere end 100 års erfaring med træ, og det betyder meget for os, at vi kan være med til at give træets gode egenskaber videre til Human Results. De unge kommer forbi med jævne mellemrum for at hente vores genbrugstræ, som vi løbende samler sammen. På den måde får de et indblik i vores produktion og virksomhed, samtidig med at det kasserede træ og stumper bliver brugt til et nyt og godt formål. De er bestemt dygtige til at lave træmøbler, og vi påtænker, at de unge skal hjælpe os med at lave nye borde og stole til vores kantine, lyder det fra Per Nielsen.

Møblerne, som de unge laver, sælges til både private og virksomheder. Pengene går til drift af værkstedet.