Monoblok. Foto: Emilie Koefoed.
Monoblok. Foto: Emilie Koefoed.

Byggeriet står for næsten 40 procent af det globale CO2-aftryk. En stor del af CO2-udledningen stammer ifølge en pressemeddelelse fra Copenhagen Contemporary fra produktionen af materialer og materialeaffald. Det er derfor påtrængende for fremtidens arkitekter og byggeindustri – og for samfundet generelt – at udvikle radikalt nye måder at bygge på, skriver Copenhagen Contemporary.

Udstillingen Reset Materials – Towards Sustainable Architecture byder ifølge Copenhagen Contemporary på “nye, banebrydende og eksperimenterende byggematerialer”.

“Ti grupper bestående af arkitekter, kunstnere og materialeproducenter giver hver især deres originale bud på fremtidens bæredygtige arkitektur. Omdrejningspunktet for udstillingen er studier af nyudviklede eller genopdagede, lokale materialer – fra genanvendeligt plast til levende organismer og biogene materialer som brændenælder, jord og hamp, som hver af de tværfaglige teams har samlet, dyrket og høstet, dekonstrueret og komponeret på ny. De endelige værker udstilles som materiale-fragmenter, der giver de besøgende et indblik i udviklingsprocessen og tilbyder en individuel oplevelse af materialernes arkitektoniske og æstetiske potentialer”, skriver Copenhagen Contemporary.

– Som samfund har vi brug for kunstnernes kreative kraft for at udvikle nye løsninger på fremtidens udfordringer. Kreativitet handler grundlæggende om at tænke nyt – at opdigte, skabe og udvikle noget, som ikke eksisterer i forvejen. Vi er på CC stolte af at præsentere dette nyskabende og visionære projekt, som kan inspirere til en ny og mere bæredygtig arkitektur, udtaler Marie Laurberg fra Copenhagen Contemporary.

Ifølge Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, er der et stort behov for gøre byggeriet mere bæredygtigt, og eksperimenter med nye materialer, genbrug og nye tilgange kan være vejen frem, mener han.

– Arkitekturhovedstaden og Verdenskongressen for Arkitekter til sommer er et unikt vindue til at vise, hvordan danske arkitekter lige nu er optaget af at arbejde med lokale materialer og en ny bæredygtig æstetik, der kan inspirere på globalt plan. Og vi er fantastisk glade for at kunne præsentere udstillingen i samarbejde med Skandinaviens største institution for samtidskunst, Copenhagen Contemporary, udtaler Lars Autrup.

Fremtidens genanvendte materialer

På udstillingen præsenteres blandt andet arkitekten Anders Lendager og kunstneren Honey Biba Beckerlee, som eksperimenterer med affald fra udvindingen af grundstoffet silicium, der findes overalt i naturen. Det kan eksempelvis bruges i produktionen af mikrochips og solceller, men i processen går en del til spilde.

Lendager og Beckerlee undersøger, hvordan silicium kan bruges i støvform til at danne nye udtryk som eksempelvis keramik, hvor det er lykkedes at skabe en farvestrålende glasur af en kombination af affaldsmaterialer fra industrien, skriver Copenhagen Contemporary.

Desuden undersøger de, hvordan stoffet kan bruges til at løse tekniske udfordringer i byggeriet, blandt andet som komprimerede byggesten og støbegulve.

Et andet projekt i udstillingen udforsker svampematerialet mycelium. Dette materiales inhomogene, netværksstruktur rummer designmæssige potentialer og kan blandt andet anvendes til nye, bæredygtige akustiske løsninger. Materialet udforskes af arkitekter, ingeniører og kunstnere fra Det Kongelige Akademi, Henning Larsen Arkitekter, Tegnestuen Nikolova/Aarsø og producenten Naturpladen.

Reset Materials – Towards Sustainable Architecture

De ti udstillingsteams har arbejdet sammen gennem et år i regi af projektet #Materialer på baggrund af et open call igangsat af Dreyers Fond. Siden har holdene, som består af arkitekter fra både veletablerede og up-coming tegnestuer, kunstnere og materialeproducenter, eksperimenteret og afprøvet materialernes æstetiske, tekniske og bæredygtige potentialer. Resultatet præsenteres for første gang i udstillingen Reset Materials – Towards Sustainable Architecture.

Udstillingen er kurateret i samarbejde med ekstern kurator og arkitekt Chrissie Muhr og skabt i et samarbejde mellem CC og Arkitektforeningen. Udstillingen er støttet af Dreyers Fond og udspringer af fondens projekt #Materialer.’

Deltagende Hold

Træ
Kim Lenschow and Anders Wilhelmsen (Kim Lenschow, Arkitekt),
Bonnie Hvillum (Materialeforsker og designer),
Hans Peter Dinesen (Dinesen, Producent)

Plastik
Vicki Thake (Architect),
Grethe Wittrock (Tekstilkunstner),
Torben Eskerode (fotograf)

Lerjord
Simeon Østerlund Bamford and Mathias Ørum Nørgård (Reværk Arkitekter),
Kasper Kjeldgaard (Kunstner)

Hempcrete
Søren Thirup Pihlmann and Jakob Rabe Petersen (Pihlmann Architects),
Rhoda Ting and Mikkel Dahlin Bojesen (Studio ThinkingHand),
Christian Vædele-Larson (HempCrete.dk)

Nælde, hamp, hør og ålegræs
Frans Drewniak (Arkitekt),
Sara Martinsen (Artist)

Silicium
Anders Lendager, Nikolaj Callisen Friis, Daga Karlsson (Lendager, Architecture and Consultancy),
Honey Biba Beckerlee (Kunstner),
én jord (Producent),
Eco Silicate (Producent)

Monoblok
Lynge Lynge Architects,
Jakob Steen (Artist),
Mikael Martlev (Master Mason),
Xella (Manufacturer)

Strå
Anne Beim, Line Kjær Frederiksen and Lykke Arnfred (CINARK – Center for Industriel Arkitektur, Det Kongelige Akademi)
Tove Storch (Kunstner),
Laura Feline Ebbesen, Thomas Gerner (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut)

Biocement
Lasse Lind, Henry Glogau, Aleksander Kongshaug, Amaya Steensma (3XN / GXN Architects),
Silas lnoue (Kunstner),
Jan Vandersande (Biomason),
Hjort Rådgivende (Bygningsingeniør)

Mycelium
lsak Worre Foged (Det Kongelige Akademi, Arkitekt),
Jon Strunge and Jørgen Strunge (Naturpladen),
Jonas Aarsø (Nikolova/Aarsø),
Magnus Reffs Kramhøft (Henning Larsen Architects)

Kilde: Copenhagen Contemporary.