Vækstplan: Hobro jagter gevinst fra motorvej

Ny vækstplan sætter den overordnede retning for udbygningen af Hobro. Byen får ikke nok ud af beliggenheden ved E45, hvilket planen skal gøre noget ved.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Indbyggertallet i Hobro har været svagt stigende gennem en årrække. Kilde: Danmarks Statistik.
Indbyggertallet i Hobro har været svagt stigende gennem en årrække. Kilde: Danmarks Statistik. (Klik for større version)

Der er 59 danske byer, der er større end Hobro. Med godt 12.000 indbyggere er den nordjyske købstad i det bakkede landskab til gengæld den største i Mariagerfjord Kommune.

Og stationsbyen ligger faktisk i lidt af et smørhul i bunden af Mariager Fjord. Ifølge en vækstplan for byen, som politikerne i kommunen netop har godkendt, er der 500.000 arbejdspladser inden for en times kørsel fra Hobro.

En stor del af forklaringen er naturligvis, at motorvej E45 drøner forbi få kilometer vest og syd for byen. Dermed er der adgang til masser af arbejdspladser i blandt andet Aalborg, Randers og Aarhus for de firhjulede.

Alligevel høster byen ikke i tilstrækkelig grad de potentielle gevinster ved motorvejen. Det mener i hvert fald byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune, Christian Johnson (K).

– Vi er jo desværre en af de eneste kommuner langs E45, som ikke får noget ud af at ligge langs med E45, sagde han på byrådsmødet den 30. november 2023, hvor vækstplanen blev godkendt.

Han glædede sig derfor også over, at der med vækstplanen er udsigt til, at der blandt andet kan udvikles erhvervsområder ved motorvejstilslutningen i Sdr. Onsild.

Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V), erklærede sig enig i, at byen skal have større gavn af motorvejen.

– Det er ærgerligt, at vi ligger som en af de kommuner langs E45, som ligger for langt fra E45, idet man ikke må starte med at lave noget ved E45. Man skal starte fra byen og gå ud af, lød det fra borgmesteren.

Hobro udvikles indefra og ud

Vækstplanen sætter retningen for den overordnede fysiske udvikling af Hobro, og strategien er, at byen skal udvikles gennem nye udlæg af bolig- og erhvervsområder, som placeres i direkte forlængelse af den eksisterende by.

Der skal ikke etableres nye satellitbyer uden fysisk tilknytning til og sammenhæng med den eksisterende by. Desuden skal der arbejdes med fortætningspotentialer, der ligger i den eksisterende by, fremgår det af planen.

Hobro skal udvikles med udgangspunkt i denne overordnede udbygningsrækkefølge. Kilde: Vækstplan Hobro / Mariagerfjord Kommune. (Klik for større version)
Hobro skal udvikles med udgangspunkt i denne overordnede udbygningsrækkefølge. Kilde: Vækstplan Hobro / Mariagerfjord Kommune. (Klik for større version)

Ønsket om at række ud mod E45 kan ses i den udbygningsrækkefølge, der er skitseret i vækstplanen. Nye bolig- og erhvervsområder placeres langs indfaldsveje som Nrd. Ringvej og Skivevej i den vestlige del af byen.

Dog er der også blevet plads til nye erhvervsområder ved Aalborgvej og Hadsundvej i den nordlige del af byen samt erhvervs- og boligområder ved Randersvej og Langelandsvej i den sydlige del af byen.

Regnvand og lovgivning sætter retningen

Motorvejen har dog ikke været styrende for udbygningsplanen. Vækstplanen er udarbejdet med udgangspunkt i to grundprincipper.

Grundprincippet om, at byen udvikles inde fra og ud, er et krav i lovgivningen. Det andet grundprincip i planen er, at udviklingsområder for boliger og erhverv skal adskilles i så høj grad som muligt.

Desuden er der taget hensyn til, hvordan Mariagerfjord Kommune håndterer regnvand, idet de udpegede vækstområder i høj grad afspejler de naturlige afstrømningsområder.

Høringssvar afslører planer om “moderne kollektiver”

I forbindelse med den offentlig høring er der kommet et enkelt høringssvar fra ejere af landbrugsejendommen på Vielshøjen 6. Ifølge tinglysningen blev ejendommen i 2019 overtaget af anpartsselskabet Hørby Østergaard.

Af høringssvaret fremgår det, at selskabet ønsker at udvikle arealerne vest for landbrugsejendommen, idet der er blevet ytret interesse for, at området udvikles med “moderne kollektiver”.

Høringssvaret har givet anledning til, at området omkring Vielshøjen 6 ændres fra prioritet 3 til 2 i udbygningsrækkefølgen.

At området ikke får prioritet 1 som et af de områder, der skal udvikles først, skyldes, at der er områder tættere på Hobro, der vurderes hensigtmæssigt at udvikle først. Udviklingen af området vest for landbrugsejendommen, er desuden afhængig af den del af forbindelsesvejen, der skal etableres mellem Nordre Ringvej og Løgstørvej, og som skal gå gennem området.

Forbindelsesvejen forventes udlagt som reservation i Kommuneplan 2024, men der er endnu ikke prioriteret midler til det konkrete anlæg, fremgår det af referatet fra byrådsmødet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling