Vestegnskommune siger nej til to store boligprojekter

To projekter med sammenlagt 340 boliger bliver ikke til noget, da politikerne i kommunen har nedstemt lokalplanforslagene.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre har besluttet at annullere to lokalplaner, der skulle have banet vejen for nye byggerier med boliger og butikker.

Beslutningen blev truffet på mødet den 26. august efter stor lokal debat og mange høringssvar.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Bag det ene projekt med 200 lejligheder på hjørnet af Hvidovrevej 432 og Gammel Køge Landevej 362 stod Innovater. Det blev nedstemt af en enig kommunalbestyrelse.

Det andet projekt med 140 lejligheder skulle opføres på Svend Aagesens Allé, på en grund, som ifølge de offentlige registre ejes gennem et anpartsselskab af Michael Torben Flex og Morten Falcon.

Formanden for By- og Planudvalget, Søren Friis Trebbien (K), understreger, at projekterne ikke passede ind i den politiske vision for byens udvikling, og at der ikke blev taget tilstrækkelige hensyn til naboerne. Han peger især på manglen på parkeringspladser og en planlagt bygningshøjde, der ikke harmonerede med området.

– Vi har lyttet til borgerne, og vi synes, at der er nogle hensyn til naboerne, som projekterne ikke tager højde for. Også selvom udviklerne har mange gode tanker, udtaler Søren Friis Trebbien.

Innovater står bag boligprojekt med 200 lejligheder og en Netto-butik på Hvidovrevej og Gammel Køge Landevej. Illustration af facaden mod Hvidovrevej af Sweco Architects.
Innovater stod bag boligprojekt med 200 lejligheder og en Netto-butik på Hvidovrevej og Gammel Køge Landevej. Illustration af facaden mod Hvidovrevej af Sweco Architects.

Borgmester Anders Wolf Andresen (SF) fremhæver, at beslutningen hænger sammen med arbejdet med Kommuneplan 2025, som netop er sendt i høring.

Planen skal sætte rammerne for byens udvikling de næste tolv år og indeholder nye principper for, hvordan Hvidovre skal vokse.

Borgmesteren peger på, at boligtyper, økonomi, trafik, parkering, bygningshøjder, natur og klimasikring alle skal tænkes sammen i en helhed.

– Og selvom det er ærgerligt for de udviklere, der har arbejdet længe med at tilpasse deres projekter, så mener vi, at det nu er bedst at starte forfra. Vi ønsker nybyggeri i en skala, der passer til byen, udtaler borgmesteren.

De to grunde vil fortsat være udpeget som byudviklingsområder, men nye projekter skal i højere grad afspejle både lokalsamfundets ønsker og kommunens langsigtede mål, lyder det fra Hvidovre Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev