Wihlborgs køber ejendommene på Hedegaardsvej 88 og Amager Strandvej 390 i København af PFA. Foto: PR.
Wihlborgs køber ejendommene på Hedegaardsvej 88 og Amager Strandvej 390 i København af PFA. Foto: PR.

Wihlborgs har indgået en aftale om at købe ejendommene på Hedegaardsvej 88 og Amager Strandvej 390 i København, der tilsammen udgør 52.000 kvadratmeter. Det oplyser det svenske ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

Wihlborgs overtager den 1. september 2022 ejendommene for 1,075 milliarder kroner. Sælger er PFA DK Ejendomme Høj, som er ejet af PFA Pension.

– Vores to nye ejendomme på Amager har en fantastisk placering, og de supplerer vores eksisterende portefølje rigtig godt. Med de to nye ejendomme kan vi servicere både indre og ydre København, og vi har nu noget at tilbyde kunder, som ønsker en lokation tættere på København. Vi har overtaget nogle meget veldrevne ejendomme, og vi skal nu bruge vores kompetencer til at udvikle og skabe nogle yderst velfungerende og attraktive flerbrugerejendomme, siger Søren Holm, administrerende direktør for Wihlborgs.

Hedegaardsvej 88 har et udlejningsareal, som udgør 26.400 kvadratmeter. I dag er der flere forskellige lejere i ejendommen, hvor PostNord er den største lejer. Den samlede bruttolejeindtægt for ejendommen løber op i 40 millioner kroner, skriver Wihlborgs.

Amager Strandvej 390 har et udlejningsareal på 25.400 kvadratmeter, og det fordeler sig på 21.100 kvadratmeter kontor og kontorhotel, 3.500 kvadratmeter nyrenoveret konference, samt 800 kvadratmeter lager. Den samlede bruttolejeindtægt for ejendommen løber op i 42 millioner, skriver det svenske ejendomsselskab.