AGF bliver udfordret af stadionbyggeri. Foto: Kortforsyningen.
AGF bliver udfordret af stadionbyggeri. Foto: Kortforsyningen.

Bestyrelsen for AGF har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for 2021/22. I den forbindelse har klubben udsendt en pressemeddelelse, hvor det kommende stadionbyggeri i Aarhus får flere ord med på vejen.

– På mange forretningsmæssige fronter har vi taget nogle store skridt de senere år, men vi kigger nu ind i en mere omskiftelig periode, når vi fra årsskiftet ikke længere har forpagtningen af Atletion-komplekset, og samtidig også inden længe skal indstille os på et stadionbyggeri med de følgevirkninger, det har, udtaler administrerende direktør Jacob Nielsen fra AGF.

– Vi er så småt ved at forberede alle vores interessenter – ikke mindst fans og sponsorer – på, at der venter os nogle vanskeligere forhold, før det ikke bare bliver godt, men rigtig godt med det nye stadion. Det er en periode, der kommer til at stille store krav til os alle, og vi har brug for en fortsat uformindsket opbakning fra byen, hvis vi skal stå solidt rustet, når vi rykker ind på vores nye hjemmebane i 2026, udtaler han videre.

Koncernens resultat før skat er et overskud på 11 millioner kroner. Omsætningen er steget fra 144 millioner kroner til 189 millioner kroner, hvilket især skyldes afholdelse af udskudte events, herunder en forøgelse af restaurations- og cateringvirksomhed fra 8 millioner kroner til 22 millioner kroner. Desuden har stadionkoncerter skæppet godt i kassen, fremgår det af meddelelsen.

– Resultatet skal endda ses i lyset af, at vi har investeret betydeligt i den sportslige sektor, og det er vores ambition, at vi fortløbende kan blive ved med at lægge lag på vores sportslige konkurrenceevne i bestræbelserne på at blive en etableret del af toppen af dansk fodbold og med tiden blandt de bedste fodboldklubber i Skandinavien. Det skal et nyt stadion i høj grad også bidrage til, og vi ser frem til, at første spadestik skal tages om godt et år, udtaler bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, i meddelelsen.

Egenkapitalen er steget med 7 millioner kroner til 10 millioner kroner, hvilket svarer til en soliditetsgrad på 59 procent. For regnskabsåret 2022/23 forventer AGF fortsat et overskud før skat på mellem 0 og 20 millioner kroner.