Politikerne i Tønder Kommune har besluttet at sende et lokalplanforslag for et nyt boligområde ved Boldershøj midt i Agerskov i otte ugers offentlig høring.
Lokalplanen skal bane vejen for et nyt seniorbofællesskab på græsarealet, der blandt de lokale er kendt under navnet “Ringridderpladsen”.
Det fortalte Poul Erik Kjær (V), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Tønder Kommune, på et kommunalbestyrelsesmøde den 27. juni.
– Det drejer sig om en aktiv seniorgruppe, der har fået en god idé i Agerskov for et 1,3 hektar stort areal, som tidligere har været en fodboldbane, sagde udvalgsformanden på kommunalbestyrelsesmødet.
Området ligger mellem Boldershøj, Vellerupvej og Hovedgaden, hvor der tidligere har ligget en elforretning, hvorfra der bliver vejadgang.
Projektet omfatter 23 seniorboliger i tre forskellige størrelser samt et fælleshus. Der må i henhold til lokalplanforslaget kun bygges i én etage i området.
Foruden en ny lokalplan kræver projektet også et kommuneplantillæg. I lokalplanforslaget fastsættes bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet til 40 procent.
Boligbebyggelsen inden for lokalplanområdet skal opføres med ensartede facader i træ eller mur i tegl. Bebyggelsen skal fremstå med overflader i dæmpede farver i sorte, grå eller hvide nuancer eller jordfarver.
Området omfatter tre matrikler, hvoraf de to er ejet af Tønder Kommune, mens den sidste er ejet af trekløveret Peter Karl Madsen Otte, Arne Schultz Pedersen og Mogens Andersen.
Ifølge Tønder Kommune er der stor efterspørgsel på mindre boliger for seniorer, der gerne vil skifte deres store familiebolig ud med en mindre bolig, der også imødekommer de behov, der kan opstå, når man bliver gammel og får brug for hjælpemidler.