Sunset Boulevard åbner med nyt koncept i Tønder

Sunset Boulevard åbner i Tønder. Med vertical farming vil fastfood-kæden selv dyrke krydderurter til den såkaldte "Grab’nGo"-restaurant med "Drive Thrue".

Den nye Sunset Boulevard restaurant i Tønder er en såkaldt “Grab’nGo”, som er Sunset Boulevards nyeste restaurantmodel baseret på take away- og online-bestilling.

Restauranten, der åbner den 24. maj på Plantagevej, bliver den blot anden af sin slags i landet og den første med “Drive Thrue”, skriver fastfood-kæden i en pressemeddelelse.

Den 300 kvadratmeter store restaurant har træfacade og græs på taget og får på sigt også vertical farming, der gør det muligt at dyrke krydderurter til maden i restauranten.

– Med konceptet kan vi imødekomme den stigende efterspørgsel efter nem online bestilling og hurtig afhentning af frisklavet fastfood, udtaler administrerende direktør hos Sunset Boulevard Jens Broch.

Da Sunset Boulevard, der med 45 restauranter er landets største danskejede fastfoodkæde, åbnede kædens første Grab’nGo i Svendborg i september 2022, blev konceptet taget godt imod, og kæden planlægger nu at åbne i alt fire af de nye restauranter i Danmark i indeværende år.

Sunset Boulevard åbner med nyt koncept i Tønder.
Sunset Boulevard åbner med nyt koncept i Tønder.

– Når vi har valgt Tønder som en af de allerførste lokationer, er det fordi, vi vurderer, at der er plads til et større udbud af kvalitetsfastfood i området, og at vores menu, konceptet med online bestilling og takeaway samt restaurantens arkitektur vil falde i god jord hos lokalbefolkningen, siger administrerende direktør hos Sunset Boulevard Jens Broch.

Sunset Boulevard gik ud af 2022 med et resultat på 24,5 millioner kroner før skat og slog dermed omsætningsrekorden fra 2021 med hele 25 procent. Med resultatet opnåede Sunset Boulevard den højeste omsætning og den største tilgang af gæster nogensinde siden etableringen i 1996.

Foruden åbningen af de i alt fire nye Grab’nGo restauranter planlægger kæden at åbne yderligere to af de mere traditionelle i Danmark og at ekspandere til Norge i 2023.