Algeco vinder stor ordre fra Københavns Kommune

Modulbygger får den største enkeltstående ordre i mange år og skal opstille 117 pavillonenheder til ukrainske flygtninge i København.

Algeco Denmark blev for nylig tildelt en bestilling på syv pavillonbygninger fra Københavns Kommune. Der er tale om de sidste to etaper af et projekt med midlertidige boliger til ukrainske flygtninge på Bådehavnsgade, skriver modulbyggeren i en pressemeddelelse.

– Det er vores største enkeltstående ordre i mange år, udtaler Mads Blom, direktør for Algeco Denmark.

I alt skal 117 pavillonenheder af Algecos Kubus pavillonsystem leveres og opstilles. Enhederne fordeles på syv forskellige bygninger, der vil være klar til indflytning i sensommeren 2023.

– Vi er meget stolte, men også bevidste om, at arbejdet ikke er fuldført, før kunden har fået modulerne på plads og er tilfredse ved indflytning. Men vi er overbeviste om, at dette nok skal blive en succes for alle parter takket være et godt samarbejde, god planlægning og en masse hårdt arbejde, siger Mads Blom.

LÆS OGSÅ: ADAPTEO LEVERER BOLIGER TIL NY PAVILLONBY TIL UKRAINSKE FLYGTNINGE I SYDHAVNEN

Værdien af kontrakten med kommunen når op over 45 millioner kroner, og lejekontrakten løber i tre år.

Algeco skal bygge boliger til ukrainske flygtningen i København. Foto: PR.
Algeco skal bygge boliger til ukrainske flygtningen i København. Foto: PR.

– Denne handel viser Algecos store kapacitet lokalt men også i hele Norden, samt at organisationen og vores pavillonprodukter leverer den kvalitet og fleksibilitet, store kunder kræver, siger Mads Blom.

– Derudover bidrager den til, at vores virksomhed vokser yderligere, og at vi får større markedsandel her i landet.

Algeco er en del af Modulaire Group, som har aktiviteter i hele verden, med cirka 280.000 modulopbyggede rum, mobile enheder og indkvarteringsløsninger. I såvel Norden som mange andre europæiske lande går virksomheden under navnet Algeco.