Bjørn Christensen, salgsdirektør, Ambercon. Foto: PR.
Bjørn Christensen, salgsdirektør, Ambercon. Foto: PR.

Den familieejede betonelementfabrik Ambercon foretager nu et generationsskifte på en af virksomhedens vigtigste poster. 45-årige Bjørn Christensen er indtrådt som ny salgsdirektør fra den 1. januar 2023. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør hos RTE – Richardt Thomsen Erhvervsbyg og har tidligere blandt andet været områdedirektør for NCC Danmark i Jylland, oplyser Ambercon i en pressemeddelelse.

– Vi har i flere år planlagt et generationsskifte i vores salgs- og rådgivningsafdeling og har ventet på at finde den helt rigtige mand. Det har vi nu i kraft af Bjørn Christensen, som vi kender og har haft et godt samarbejde med via hans stillinger hos henholdsvis RTE og NCC, udtaler administrerende direktør Apichat Bonde fra Ambercon.

– Bjørn Christensen bliver også en central driver for den fortsatte kommercielle omstilling af Ambercon til bæredygtighed. Her har vi netop lanceret TreeCrete, der er et træbaseret facadeelement med en betydelig mindre CO2-udledning. Hertil kommer en lang række energiinitiativer, hvor vi er i fuld gang med at udfase fossile brændsler og naturgas til varmepumper og solceller i produktionen.

Hovedpersonen selv vil gå til opgaven med store ambitioner, men er også ydmyg overfor de udfordringer, der venter i de kommende år.

– Ambercon er førende i branchen inden for grøn omstilling, og den stafet vil jeg gerne være med til at løfte endnu videre. Samtidig ser vi ind i et konjunkturskifte med en forventet lavere efterspørgsel i nogle år, og det skal vi alt sammen balancere. Det er en spændende udfordring, som jeg glæder mig til at løse i samarbejde med ledelse, medarbejdere og kunder, udtaler Bjørn Christensen.

Keld Kristensen har været salgsdirektør i Ambercon siden 2008. Han er efter eget ønske trådt et skridt tilbage, men han fortsætter som key account manager.

– Jeg har netop rundet 65 år, og det er helt ideelt for mig at kunne fortsætte hos Ambercon med lidt mindre ansvar end hidtil. På den måde kan jeg nedtrappe i de kommende år, og jeg føler mig privilegeret over at kunne gøre det på den måde. Samtidig er jeg helt overbevist om, at Bjørn Christensen er den rette til jobbet, og jeg glæder mig til det parløb, vi skal have i de kommende år, siger Keld Kristensen.

Keld Kristensen siger supplerende, at de nye LCA-krav er en af hovedopgaverne for branchen. Her er det nemlig særlig vigtigt, at betonelementbranchen er langt foran lovkravene, da Ambercon i øjeblikket forhandler om kontrakter, der rækker ind i både 2024 og 2025.

Om Ambercon

Ambercon er en af Danmarks førende betonelementproducenter med hovedsæde og produktion i Støvring samt produktion i Genner i Sønderjylland. Virksomheden har 275 medarbejdere og en omsætning i seneste regnskabsår på 352,4 millioner kroner (2021).

Ambercon leverer betonelementer inden for fire overordnede produktkategorier – henholdsvis betonvægge, forspændt beton, standardfacader og komplekse produkter såsom teglfacader.

Kilde: Ambercon.