Arla har i dag indviet et nyt produktionsanlæg på mejeriet i Pronsfeld i Tyskland. Udvidelsen er Arlas største mejeri-investering til dato, skriver mejerigiganten i en pressemeddelelse.
Pronsfeld er i forvejen Arlas største mejeri med et areal på 550.000 kvadratmeter, og udvidelsen skal understøtte en forventet årlige vækst på 5-7 procent i Arlas internationale forretning i tråd med selskabets femårige Future26-strategi.
Mælken der indgår i produktionen, stammer primært fra Arla-gårde i regionen omkring mejeriet.
Udvidelsen af Pronsfeldmejeri omfatter et produktionsanlæg med et 51 meter højt tørretårn som det centrale element. Det kan årligt forarbejde 685 millioner kilo mælk, som bliver til omkring 90.000 tons mælkepulver.
– En af de største udfordringer, det globale samfund står over for i øjeblikket, er at sikre, at så mange som muligt har adgang til god og nærende kost hver dag. Som led i vores Future26-strategi vil vi styrke og udvide vores forretning på internationale markeder som Mellemøsten, Vestafrika og Sydøstasien, hvor efterspørgslen på billige og nærende mejeriprodukter overstiger både den lokale produktion og det lokale udbud. Mejeriet i Pronsfeld er det største Arla-mejeri i verden og leverer allerede en stærk eksportforretning. Med det nye produktionsanlæg spiller mejeriet en endnu vigtigere rolle i vækststrategien for vores internationale forretning, udtaler Peder Tuborgh, der er administrerende direktør for Arla Foods, i meddelelsen.
Byggeriet af produktionsanlægget startede i 2019. I dag beskæftiger mejeriet i Pronsfeld cirka 1.000 medarbejdere og producerer mejeriprodukter til omkring 70 lande i hele verden.
Fokus på bæredygtighed
Udvidelsen af Pronsfeldmejeri skal levere på de Arlas klimamål for driften med en forbedret bæredygtighedsprofil og højere energieffektivitet. Et nyt teknisk setup til el- og varmeproduktion, i form af et kraftvarmeværk, og til proceskøling vil reducere CO2e-aftrykket og elforbruget med cirka 1.200 tons CO2 og cirka 1.800 megawatt-timer elektricitet om året for hele mejeriet sammenlignet med en traditionel køleløsning.
Da der i øjeblikket ikke findes et grønt energialternativ i Tyskland til den naturgas, der anvendes til det nye produktionsanlæg, vil Arla som en kortsigtet løsning købe grønne elcertifikater svarende til CO2e-udledningen for både gas og el. Derudover er Arla ved at undersøge muligheden for i fremtiden at erstatte 25 procent af den naturgas, der bruges i det nye tekniske setup, med brint, hvilket yderligere vil reducere CO2e-aftrykket i tråd med selskabets ambitiøse klimamål.
På verdensplan er Arla i øjeblikket repræsenteret i mere end 140 lande med en årlig omsætning i sin internationale forretningsenhed på omkring 15,6 milliarder kroner i 2021.