Adept har international succes med træbyggeri

Adept har i år vundet tre projekter i henholdsvis Tyskland og Norge, hvor der bygges med træ. Det er med til at give arkitektvirksomheden vokseværk.

Siden nytår er det blevet til hele tre sejre i europæiske arkitektkonkurrencer for Adept, som med de nyeste projekter håber at være med til at vise vejen for et lavere samlet CO2-aftryk i byggebranchen – og gerne med et dansk aftryk på løsningerne. Det skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.

Vinderprojekterne har, trods meget varierende størrelse og program, det samme mål om at påvirke miljø og klima mindst muligt.

Projekterne spænder over et lokalt generationernes mødested, det cirka 1.100 kvadratmeter store Haus der Jugend i Hamborg, til en administrativ bankbygning på 3.600 kvadratmeter for Volksbank Reiffeisen i Bargteheide og endelig et 40.000 kvadratmeter stort blandet boligbyggeri på havnen i Oslo.

Adept arbejder målrettet med at reducere CO2-aftrykket i de tre projekter med fokus på trækonstruktioner samt biobaserede og genbrugte materialer.

– I øjeblikket oplever vi en enorm interesse i udlandet for den danske måde at arbejde med materialer og cirkulær tænkning i byggeriet på. De projekter, vi har vundet de sidste par måneder, viser alle – i hver deres skala – hvordan et cirkulært mindset kan integreres fra starten som en naturlig del af arkitekturen. På den måde kan vi fremme holdningsændringer hos bygherren allerede fra de tidlige faser og skal ikke kæmpe for de bedste løsninger senere i processen, fortæller Anders Lonka og Martin Krogh, partnere hos Adept.

Volksbank Reiffeisen i Bargteheide. Visualisering: Adept.
Volksbank Reiffeisen i Bargteheide. Visualisering: Adept.

Ifølge tegnestuen giver totalrådgivning i alle skalaer på denne type projekter mulighed for at udforske mulighederne for CO2-reduktion bredt på tværs af funktioner, programmer og bygningstyper.

Med bygherrer, som er villige til at teste løsninger i 1:1, har projekterne i fællesskab et stort potentiale for at skabe ny viden gennem eksperimenter med materialer og detaljer – og til at bidrage til at udvikle nye løsninger i tværfagligt samarbejde, lyder det fra Adept.

Adept har, foruden tegnestuen i København, haft en afdeling i Hamborg siden 2021, og med de nye tyske projekter vokser medarbejderstaben igen.

Ud over de to nyeste projekter i Tyskland, som starter projektering inden længe, så er der fuld fart på realiseringen af et større offentligt administrationsbyggeri centralt i Hamborg, der også udføres med trækonstruktion, transformationen af en gammel marineofficersbygning til Berlins Bymuseum, samt en række byudviklingsprojekter i flere større byer i Tyskland, herunder den netop vundne masterplan for godsbaneområdet Köpenick i udkanten af Berlin.

Fakta om de tre træbyggerier

Haus der Jugend

Selvom navnet antyder det, er det 1.100 kvadratmeter store Haus der Jugend ikke kun for børn og unge, men er et inkluderende lokalt mødested for alle aldre.

Arkitekturens udformning giver husets funktioner mulighed for at sprede sig ud i den omgivende fredede park centralt i Hamborg.

Bygningen opføres med trækonstruktioner og -træfacader. Målet er at anvende biobaseret isolering, ligesom den stabiliserende kerne opføres delvist af genbrugte mursten.

Byggeriet er planlagt til at åbne i 2026.

Volksbank

Under overskriften “Reduce, Reuse, Regenerate” er målet for den 3.600 kvadratmeter store administrationsbygning for Volksbank Reifeissen i Bargteheide at skabe en bygning med et minimalt CO2-aftryk.

I juryrapporten fremhæves vinderforslaget for en ambitiøse tilgang til reduktion af det samlede aftryk, en optimeret klimaskærm, den modulære trækonstruktion, lavemissionsmaterialer, design for adskillelse og strategi for biodiversitet i landskabet.

Byggeriet indvies i 2027.

Grønlikaia Lohavn

Som del af udviklingen af det bynære havneareal Grønlikaia i Oslo, er Adepts forslag til delområdet Lohavn udvalgt til videre bearbejdning.

Vinderforslagets cirka 40.000 kvadratmeter består af blandet bolig byggeri og opføres med trækonstruktioner, grønne facader og efter principperne for design for adskillelse.

Arbejdet med den indledende reguleringsplan er påbegyndt.

Kilde: Adept.