NPV finder langtidslejere til nyindkøbt ejendom i Kiel

NPV finder to langtidslejere til stort butikscenter i Kiel. Det danske ejendomsudviklingsselskab købte ejendommen i sommeren 2023.

I sommeren 2023 købte NPV butikscentret Nordlicht midt i Altstadt i Kiel af den panuropiske investerings- og kapitalforvalter Aerium.

Ejendommen har en betydelig tomgang og står over for en omfattende nyudvikling, oplyser NPV i en pressemeddelelse.

Ifølge den danske ejendomsudvikler går udviklingen af ejendommen går efter planen, og der er netop indgået lange lejekontrakter med supermarkedskæderne Rewe og DM, fremgår det af meddelelsen.

LÆS OGSÅ: NPV I AFTALE MED PENSIONSKASSE OM STOR BYGGEGRUND

– Vi er stolte af, at vi på kort tid har vendt ejendommens udvikling, og vi forventer at komme med flere positive nyheder i løbet af 2024, både for ejendommen, men også for Kiel midtby som helhed, hvor vi i fællesskab med kommunen arbejder på et spændende projekt, udtaler Kim Lautrup, direktør og partner i NPV.

– Vi håber og tror på, at vores tilgang til ejendomsudvikling vil kunne vende den nedadgående tendens i større tyske midtbyer til noget positivt.

De to supermarkedskæder vil efter planen vil flytte ind i de nye lokaler inden årets udgang.

Det 20.000 kvadratmeter store butikscenter rummer 15 butikslejemål, og til ejendommen hører også to parkeringshuse med i alt 700 parkeringspladser.