Charity åbner genbrugsbutik i City Centret i Støvring

Charity har lejet 2.300 kvadratmeter i City Centret i Støvring. Her åbner den velgørende forening en ny genbrugsbutik. Flere butikker i centret er på vej.

Den velgørende forening Charity har netop lejet 2.300 kvadratmeter i City Centret i Støvring for at åbne en ny genbrugsbutik.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, som har formidlet udlejningen. Nu skal erhvervsmæglerne finde flere lejere til yderligere seks lejemål i centeret.

– Charity er en velgørende forening med base i Nordjylland, som i samarbejde med andre organisationer starter projekter, der har til formål at forbedre menneskers vilkår i ind- og udland. Foreningen arbejder ud fra et kristent menneske- og livssyn, og samarbejder blandt andet med kirkelige organisationer, udtaler David Klit, formand for Charity.

Charity står bag initiativer som blandt andet vinterhjælp.dk og julekurv.nu, som skal hjælpe trængte familier med mad og at fejre jul. Derudover har de en genbrugsforretning i Klarup, og snart åbner hjælpeorganisationen endnu en genbrugsbutik.

– Vi har lejet over 2.000 kvadratmeter, som tidligere var Meny og tøjforretning. Halvdelen af kvadratmeterne skal laves om til stor flot genbrugsbutik, som skal skabe nyt liv i både City Centret og i Støvring som by. Derudover vil vi etablere Folkets Hus, et cafékoncept, hvor Gud og hver mand kan komme forbi til en kop kaffe eller andet godt. De resterende kvadratmeter er ikke fastlåst til noget endnu, udtaler David Klit.

Hvis alt går efter planen, åbner den nye genbrugsbutik i City Centret Støvring den 1. oktober 2023, fremgår det af meddelelsen.

Godt samarbejde med Rebild kommune

Charity åbner genbrugsbutik i City Centret i Støvring. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.
Charity åbner genbrugsbutik i City Centret i Støvring. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

At valget er faldet på netop Støvring, som byen hvor den velgørende forening har valgt at åbne deres genbrugsbutik, er ikke en tilfældighed.

– Da krigen i Ukraine brød ud, kørte jeg selv ned til grænsen til det krigshærgede land og hentede 150 ukrainske flygtninge til Danmark og her var Rebild Kommune utrolig samarbejdsvillige. Kommunen stod klar til at hjælpe med at håndtere de mange flygtninge og indlogerede dem på en tom efterskole. Vi har allerede gang i forskellige aktiviteter i Rebild Kommune og ved at de bakker op om vores projekter. Derudover er Støvring en af Danmarks hurtigstvoksende byer, siger David Klit.

Støvring er den største by i Rebild Kommune indbyggermæssigt med cirka 9.000 indbyggere.

EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg formidlede udlejningen af de 2.300 kvadratmeter som en skuffesag.

– Vi kender David Klit og Charity fra tidligere sager og har hjulpet dem med at finde lokaler til deres forskellige projekter, så vi ville selvfølgelig gerne hjælpe dem med denne sag også. Efter vi har løst opgaven, er det endt så vi har fået de resterende seks tomme lejemål med mulighed for butik, klinik eller kontor i City Centret på hylden, udtaler Jeppe Leth, erhvervsmægler hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.