BK Nord vinder stort børnehusprojekt i Støvring

BK Nord har sammen med entreprenørselskabet Bjerregaard & Vigel Pedersen vundet en arkitektkonkurrence om et nyt børnehus i Støvring.

For et år siden blev tidligere BK Nord og arkitektfirmaet No.57 samlet under ét tag med henblik på at danne en stærk totalleverandør af arkitekt-, ingeniør- og bygningsrådgivning med fokus på at understøtte det bæredygtige byggeri og DGNB-certificeret projekter.

Nu udmønter den ambitiøse strategi sig i et helt konkret projekt. Arkitekt- og ingeniørhuset er med i totalentreprisen på Børnehuset Fuglsang i Støvring i Rebild Kommune. Projektet skal certificeres til DGNB Guld, oplyser BK Nord i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at BK Nord deltager i denne type udbud, og nu har det rådgivende arkitekt- og ingeniørfirma sammen med Bjerregaard & Vigel Pedersen vundet blandt 11 deltagere, herunder en række firmaer, der i forvejen er specialiseret i børnehavebyggeri.

– Det er en nyhed, der giver os julelys i øjnene. For ud over at det naturligvis er positivt, at Rebild kommune har valgt os, er dette ikke mindst en bekræftelse på, at vi er lykkedes med den ambitiøse strategi, som vi kickstartede med fusionen i december 2022. Det understreger, at vi tænkte rigtigt, da vi samlede vores kompetencer i det ”nye BK Nord” og et bevis på, at vi har succes med at udvikle os til en stærk totalrådgiver med store kompetencer indenfor byggeriets faggrupper, herunder DGNB-certificeret byggeri, udtaler Henrik Pedersen, salgs- og udviklingschef i BK Nord.

BK Nord vinder stort børnehusprojekt i Støvring.
BK Nord vinder stort børnehusprojekt i Støvring.

Bæredygtighed og æstetik

Tre af de 11 ansøgere blev af Rebild kommune udvalgt til den prækvalificerende runde, men anden runde blev imidlertid aldrig gennemført. Bjerregaard & Vigel Pedersen og BK Nords projektforslag nåede nemlig umiddelbart til tops, og vandt dermed også over andre virksomheder, der er specialiseret i børnehavebyggeri.

Det bæredygtige børnehus i Rebild kommune forventes at stå klar i februar 2025. Projektet har en anlægssum på over 25 millioner kroner.

Ifølge BK Nord skiller træbyggeriet sig ud på flere fronter. Det kommer blandt andet til at indeholde en række bæredygtige materialer, der ikke tidligere er set i lignende projekter, lyder det fra arkitekt- og ingeniørhuset.

Eksempelvis beklædes facaden med ”Sature” i silikatimprægneret træ fra Frøslev Træ, hvilket indebærer, at der ikke er anvendt trykimprægneret træ med skadelige kemikalier i byggeriet.