Civica vil bygge over 90 boliger på gartnerigrund i Næsbyhoved-Broby

Civici står bag et boligprojekt med både rækkehuse og lejligheder på gartnerigrunden i Næsbyhoved-Broby. Projektet løber op i mere end 190 millioner kroner.

Civica vil bygge 93 boliger på den tidligere gartnerigrund ved Beldringevej og Bogensevej i Næsbyhoved-Broby.

Projektet omfatter 32 plan rækkehuse i et plan, 25 rækkehuse i to etager og 36 lejligheder i tre punkthuse på hver især tre etager.

Det fremgår af dagordenen til det kommende møde i by- og kulturudvalget, hvor politikerne skal tage stilling til, om et lokalplanforslag for projektet skal sende i otte ugers offentlig høring.

De tomme gartneribygninger på den 26.000 kvadratmeter store grund skal rives ned for at gøre plads til projektet.

“Området er velegnet til boligformål, da Næsbyhoved-Broby de seneste godt 20 år har vokset sig rundt om grunden, hvorved gartneriet i dag er beliggende midt i et boligområde”, lyder det fra kommunens forvaltning.

“Området er mod nord afgrænset af et større, kuperet naturareal med sø og eng, mod øst af et boligområde, mod vest af Beldringevej og mod syd Bogensevej og boligområdet Søballehøjen. I den sydlige del af området planlægges der for regnvandshåndtering i form af et regnvandsbassin”, lyder det videre fra forvaltningen.

Civica vil bygge almene boliger på gartnerigrunden ved Beldringevej og Bogensevej i Næsbyhoved-Broby. Visualisering fra lokalplanen.
Civica vil bygge almene boliger på gartnerigrunden ved Beldringevej og Bogensevej i Næsbyhoved-Broby. Visualisering fra lokalplanen.

Boligerne er en del af de op til 1.000 nye almene boliger, som politikerne i byrådet tidligere har besluttet at opføre frem mod 2029 som erstatning for de 1.000 almene boliger, der bliver revet ned i forbindelse med udviklingen af Vollsmose.

Politikerne godkendte tilbage i 2021 økonomien i projektet, som dengang var sat til 193 millioner kroner.

Dengang oplyste Civica, at boligerne ville blive mellem 65 og 112 kvadratmeter store, samt at omkring 25 procent af boligerne efter planen skulle etableres som et seniorbofællesskab.

Projektet blev i den forbindelse præsenteret som den nye, almene boligafdeling Søbakken.