I dag åbnede Clever de første offentlige lynladere i Brande. Den nye lynladestation ligger på Vestergårdsvej 5.
Det skriver ladeoperatøren i en pressemeddelelse.
Lynladestationen er konstrueret med bæredygtigt træ, og 12 elbiler kan oplades samtidig og få 300 kilometers rækkevidde på batteriet på 30 minutter.
– Med flere og flere elbiler på vejene øges behovet for flere gode lademuligheder. Her i området har der længe været stor efterspørgsel på lynlademuligheder, så vi er glade for, at vi nu har åbnet de første offentlige lynladere i Brande, udtaler Casper Kirketerp-Møller, administrerende direktør hos Clever.
– Det er med til at sikre, at det bliver endnu nemmere og mere attraktivt at være elbilist i området.
Den nye station markerer samtidig, at Clever, der er ejet af Andel og NRGi, nu har rundet 20 lynladestationer i Danmark. Flere kommer løbende til.
– Snart åbner vi også en ny lynladestation i Billund, så der er virkelig fart på udvidelsen af Danmarks største ladenetværk, siger Casper Kirketerp-Møller.