Stor campingplads er sat til salg

I Hampen er en campingplads blevet sat til salg for 3,4 millioner kroner. Måske skal der bygges sommerhuse på den 10 hektar store grund.

Ifølge VAFO.dk er Hampen Camping på Hovedgaden 31B blevet sat til salg for 3,4 millioner kroner hos Home i Brædstrup.

Grunden på godt 98.000 kvadratmeter ligger ifølge ejendomsmæglerkæden tæt på Hampen Sø og Palsgård Skovområde.

Måske byder fremtiden på noget andet end campingvogne og telte.

– Ikast-Brande Kommune har tilkendegivet, at vi godt kan begynde at arbejde for at ændre plangrundlaget, så arealet kan anvendes til sommerhusområde i stedet for en campingplads, siger ejendomsmægler Morten Skovbo fra Home i Brædstrup til VAFO.dk.

Grunden sælges da også som projektgrund, fremgår det af ejendomsmæglerkædens hjemmeside.

En eventuel omdannelse til sommerhusområde kræver dog, at der bliver udarbejdet og vedtaget en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, fremgår det videre.

De nuværende ejere, entreprenør og vogmand Anders Peder Borris Pedersen og hans hustru Vibeke, overtog i november 2022 campingpladsen for 2,25 millioner kroner fra camping-kæden Dancamp.

Ifølge VAFO.dk har campingpladsen haft svært ved at lokke kunder til gennem de seneste år.