Det sidste igangværende boligbyggeri på Ceres Allés er snart færdigt

Ejendomsselskabet Olav de Linde er bygherre på 101 lejeboliger i Ceres Byen i det centrale Aarhus. Den 2. februar er der åbent hus på lejlighederne.

Det er snart 10 år siden, at de første beboere flyttede ind i Ceresbyen. Siden er godt 10.000 indbyggere flyttet ind i den nye bydel, der i over 150 år lagde grund til det aarhusianske bryggeri, Ceres Bryggeri.

Den 1. juni 2023 forlader entreprenørmaskinerne dog endegyldigt Ceres Allé 11, når boligbyggeriet, kaldet Maltgården, står færdigt. Bebyggelsen er 11.650 kvadratmeter, hvoraf 11.200 kvadratmeter er boliger og 450 kvadratmeter er erhverv og butikker. Lejlighederne bygges i størrelser fra 40-110 kvadratmeter, hvor de fleste er på cirka 60-70 kvadratmeter.

Det er Ejendomsselskabet Olav de Linde, der står bag byggeriet på den sidste ubebyggede grund på Ceres Allé. Selskabet vil også stå for den fremtidige udlejning og drift.

– Nogen vil måske hævde, at Ceresbyen har været færdigbygget i flere år, men jeg tror, at de mennesker, der har deres daglige gang på Ceres Allé, glæder sig til, at vi endegyldigt kan sætte punktum for flere års udviklingsarbejde, siger Mads Bue Mørk, kommerciel direktør hos Ejendomsselskabet Olav de Linde, i en pressemeddelelse.

Den 2. februar klokken 15 kan potentielle lejere få et kig indenfor i Maltgården, når Ejendomsselskabet Olav de Linde holder åbent hus og kan fremvise de første færdigbyggede boliger.

– Det er en ejendom, der kommer til at indeholde lejemål med stor variation. Derfor vil beboerne sandsynligvis også være en blanding af studerende, børnefamilier, seniorer, vennepar, singler og par. Boligerne er på mellem ét og fem værelser og svinger i størrelsen mellem 42 og 142 kvadratmeter – de største vil blandt andet have deres egen private tagterrasse og tiltrækker allerede nu stor opmærksomhed, siger Mads Bue Mørk.

Ejendommen får desuden to erhvervslejemål i stueetagen, som skal være med til at give liv til området. Desuden bliver der udviklet et landskabeligt, grønt gårdmiljø for beboerne i ejendommen.

Lejligheder med New Yorker-stemning

Ejendomsselskabet Olav de Linde er mest kendt for sine erhvervslejemål, men inden for de seneste syv år har selskabet opført seks nye ejendomme i Aarhus og Odense med henblik på boligudlejning.

– Strategien for boligudlejning er den samme, som vi benytter ved erhvervsudlejning. Vi anvender materialer i høj kvalitet og med en særlig New Yorker-stemning med blandt andet rå murstensvægge af genbrugsmursten, betonvægge og egetræsgulve. Desuden er der natursten på badeværelserne og Invita-køkkener. Det gør vores investering lidt større fra starten, men på den lange bane bliver det en bedre forretning, da boligerne er mere attraktive for lejerne, siger Mads Bue Mørk.

Maltgården er tegnet af C.F. Møller Architects med LB Consult som ingeniør. Boligkarréens højde nedtrappes fra nord til syd, hvilket ifølge arkitekterne sikrer dagslys i og udsigt fra alle lejligheder samt lys i karréens indre gårdrum.

Læs mere om lejlighederne her.