Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør for Norconsult Danmark. Foto: PR.
Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør for Norconsult Danmark. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør for Norconsult Danmark, runder i dag et skarpt hjørne med sin 50 års fødselsdag. Han kan dog fejre mere end blot en rund fødselsdag.

Siden han i 2016 overtog ledelsen af den rådgivende ingeniørvirksomhed i Herlev med blot 60 medarbejdere, har han formået at stå i spidsen for en imponerende vækst, der har forvandlet Norconsult til en af de førende rådgivende ingeniørvirksomheder i landet med 560 ansatte.

Syv opkøb, heriblandt Ingeniørværket, Jord-Miljø, Rubow Arkitekter og LB Consult samt fokus på organisk vækst har været vigtige drivere for fremgangen. Thomas Bolding Rasmussen, der har en baggrund inden for økonomi og 10 år i reserven i forsvaret, vægter kerneværdier som nærhed til kunderne, høj faglighed og enkelthed højt. Og så gives den enkelte medarbejder og afdeling frihed under ansvar, hvilket ifølge ham er opskriften på Norconsults succes.

Thomas Bolding Rasmussen mener, at beslutninger træffes bedst lokalt af dygtige ingeniører, arkitekter og specialister, hvilket har ført til en indtjeningsevne, der udkonkurrerer de fleste i branchen.

Det aflæses direkte i tallene, hvor Norconsult i 2022 løftede omsætningen fra 342 millioner kroner til 436 millioner kroner, svarende til en stigning på 27 procent.

Omsætningen betød, at Norconsult kunne binde en sløjfe om 2022 med et resultat på knap 23 millioner kroner – en stigning på 77 procent sammenlignet med 2021, mens resultat før goodwill-afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITA) landede på 51 millioner kroner svarende til en stigning på 11,6 procent.