EDC Poul Erik Bech fortsætter vækstrejsen med købet af Paulun Bolig. I samme handel er det tidligere meldt ud, at EDC Projekt Poul Erik Bech og Stad Projekt slår sig sammen, og hvor ejeren af Paulun Bolig, Torben Hald, også er ejer. I handlen indgår ikke Stad Erhverv. Det oplyser ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.

– Som jeg også meldte ud ved salget af Stad Projekt, som netop er offentliggjort, er det tungt at drive egen selvstændig mæglervirksomhed og hele tiden videreudvikle forretningen. Det kræver masser af tid, ressourcer og kapital. Så med et presset ejendomsmarked har jeg valgt at sælge min virksomhed til EDC Poul Erik Bech, der er en yderst stærk og kompetent partner for vores medarbejdere og kunder, der kan få endnu bedre salgsmuligheder via en landsdækkende mæglervirksomhed, udtaler stifter og indehaver af Paulun Bolig, Torben Hald i meddelelsen.

– Det drejer sig om fire ud af de seks boligbutikker, da Frederiksberg og City- afdelingerne har et andet ejerforhold og derfor ikke indgår i salget. Begge virksomheder bygger på de samme familieværdier og DNA og er uafhængige af banker og realkreditinstitutter, hvilket jeg sætter stor pris på, udtaler Torben Hald, der ikke selv indgår i det nye set-up.

Fortsætter vækstrejsen

EDC Poul Erik Bech har 80 boligbutikker, 19 erhvervscentre og 650 medarbejdere. Ejendomsmæglerkæden fortsætter med købet af Paulun Bolig sin vækstrejse.

– Vi har en yderst ambitiøs vækststrategi og glæder os over at byde endnu flere medarbejdere velkommen. Vi har købt boligbutikkerne i områder, hvor vi i forvejen er rigtig godt repræsenteret. Vi har selvfølgelig set på, hvad der giver mening i forhold til fremtiden, og i tæt dialog med Torben Hald har vi således valgt at integrere deres boligbutikker med vores, udtaler Poul Erik Bech.

– På Amager vil vi fortsat have tre butikker efter sammenlægningen. Paulun og Torben Hald har i rigtig mange år haft en meget stor og synlig butik på Sundbyvester Plads 2, og denne butik bliver rammen sammen med to tidligere butikker. Det betyder, at vores tilstedeværelse på Amager bliver væsentligt styrket, og stort set for fordoblet medarbejderstaben, siger Poul Erik Bech.